Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
446’
det». Den danske nation «foretrækker lysere
billeder . «Jeg tviler paa, at vi nu nogensinde
kunne vænne os til at se Melpomenes dolk
forvandlet til en slagterkniv.»
Man faar af disse domme et sterkt indtryk
af, at den store danske guldalders romantiske
literatur i tidens løb havde forkjælet smagen,
gjort den fin og sårt og ømfindtlig, men ikke
netop haardfør. Oehlenschläger og hans følge
havde gjort skjønliteraturen lii den evige
sommers land, med et mildt og vidunderlig frodigt,
men i længden lidt enerverende klima. Man
kommer til at tænke paa Oehlenschlägers
«Elle-høien», hvor helten søger hen til «en bakke,
som betrygged
med sine venlig-grønne lindekroner
for sterke vindpust og for lumre varme.
Mange var ligesom berg- eller haugtagne i
en poesiens drømmeverden, hvorfra man først
vaagnede op og brød fortryllelsen, da krigene i
1864 og 1870 ringede en ny tid ind med
stormklokker. Det er ikke uden interesse at erindre,
at kampen mod den «blegsot», hvorunder den
senere danske romantik syntes at lide, og som
Georg Brandes og hans følge senere søgte at
helbrede gjennem en næsten altfor grundig
jern-kur, — denne kamp var bleven begyndt af
Bjørnson og Ibsen allerede mod slutningen af
1850-aarene. Bjørnsons og Ibsens verker
valdet især, som tog det første stød. Og Bjørnson
paaberaabte sig, som Georg Brandes med langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
