Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458’
samtidig med at lian tilegnede sig et lysere syn
paa Uelands og de norske bønders politik.
Henrik Ibsen derimod, som i 1S59 og 1860
kjæmpede i forreste række for en selvstændig
norsk kultur og endnu i 1861 regnede sig selv
blandt de «norsk-norske»1 (hvorved man
dengang ikke forstod tilhængerne af det norske
landsmaal, men det mest paagaaende unge
Norge) tabte især ved begivenhederne i 1864
sin tro paa nordmændene som selvstændig
kulturnation og satte i en aarrække sit haab til et
større skandinavisk fædreland.
Saa vanskeligt var det for mange af vore
mest begavede mænd i 1850- og 1860-aarene at
tro paa muligheden af en norsk kultur. Man
glemte eller man vidste ikke, at Norge i
sagatiden havde været endnu langt mere folkefattigt,
men til gjengjæld staaet i en overmaade livlig
forbindelse med verdenskulturen. Norge havde
i 1859 omtrent 5 gange saa mange indbyggere,
som det kan antages at have havt paa Haakon
Haakonsøns tid. Selv England havde paa
Shakespeares tid neppe en tredjedel saa mange
indbyggere som Frankrig og adskillig færre mennesker
end Sverige nutildags. Hvad store mænd
an-1 Det symbolistiske digt I havsnød» 111.
Nyhedsblad, mars 1861), hvor Ibsen fortæller om tru viltre
lods-gutter. som reddede en dansk brig, ender med disse linjer:
Fortæl til de tyske stormænd,
at maa I for Dannebrogsdugen slaa s,
I faar vel en liaandsrækning oppe fra os, —
men først fra de norske nordmænd!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
