Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502’
efter med dennes apotheose i «En fallit». Man
kan vanskelig tænke sig en begyndelse, som
danner en mere virkningsfuld kontrast til denne
afslutning.
Mod udgangen af aaret 1859, da man
allerede frygtede for, at statholderstriden vilde ende
med et nederlag for Norge, gav man mere og
mere pressen og især «Aftenbladet» skylden for,
at folkemeningen i Sverige var bleven opirret
mod Norge, og at den svenske riksdag var ifærd
med at nedlægge et veto mod det norske
stor-things beslutning om statholderpostens
ophævelse, skjønt denne post ikke var nævnt i
unions-kontrakten mellem de to riger. Endnu
haabede man dog i december 1859 og vel endog
i begyndelsen af 1800, at kongen vilde indfrie
sit løfte og give beslutningen sanktion i norsk
statsraad. Men for at opnaa delte resultat,
ansaa man det nødvendigt fra norsk side at
desavouere enkelte norske blades frisprog om, at
stat-holderposten var et «provinsmerke . som
nordmændene ikke længere vilde finde sig i at bære
paa. Den norske presses og navnlig
«Aftenbladets» fritalende ytringer maatte fra norsk side
paa det mest eftertrykkelige desavoueres. Pressen
eller ialfald en enkelt pressemand, den mest
fritalende af alle, maatte paa en maade ofres
som en syndebuk og et sonoffer for at formilde
stemningen i Sverige, — indtil sanktion var
opnaaet. Den unge Bjørnson, «Synnøves og «Arnes»
— og blot et par maaneder forud ogsaa Ja vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
