Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522’
skotske fælles-parlament af 1707 — oprettet efter
seirene ved La Hogue, Blenheim og Ramillies
— var det naturlige organ for en vældig
kolonisations- og erobrings-politik. Nogen saadan
historisk situation forelaa ikke for Sverige og
Norge i det nittende aarhundrede. Og det maa
derfor siges at have været en romantisk og lidet
nøgtern opfatning af Sveriges stilling til Norge,
som dikterede den svenske
sammenslutnings-politik. Der var ingen grund til at tro, at
nordmændene frivillig vilde opgive sin nylig
gjen-vundne stats-suverænitet. Og Sverige, som kun
var noget over to gange saa folkerigt som Norge,
kunde umulig haabe paa at styrke halvøens
fælles forsvarskraft ved nogen art af voldspolitik
overfor Norge.
Alle tre nordiske folk har havt sin store
militære ekspansions-tid; men det var falsk
romantik at længes tilbage til denne. Der har
været et Stor-Norge, et stort og mægtigt
Danmark, og et mægtigt Stor-Sverige. Vi kan
forstaa, at Sverige som det største af de tre
nordiske riger og som det, der havde de nyeste og
mest straalende krigsminder, var det sidste af
Nordens tre folk, som opgav den romantisk
tilbageskuende drøm om en ny ydre
storhedstid. Og dog havde Esaias Tegner, kort efter
tabet af Finland, i et af den svenske romantiks
herligste digte, «Svea», været den første
nordiske skald, som pegte paa en nv fredelig
erobrings-vei:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
