Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
524’
artikel i Aftenbladet, antagelig af O. Richter,
for 28de november 1855.)
Den svenske riksdag og folkemeningen, især
inden de svenske oversklasser, arbeidede sig i
løbet af et par maaneder op til en saa heftig
indignation over nordmændenes ophævelse af
statholderposten paa egen haand og uden nogen
indrømmelse til svenske ønsker som vederlag,
at de ledende mænd inden den svenske
regjering fragik sin tidligere opfatning og tvang
kongen til mod sin vilje at bryde sit — heldigvis
ikke officielle — ord til det norske storthing.
Det føltes denne gang, ligesom 45 aar efter i
1905, som om den fra Sverige udstrakte
broder-haand pludselig blev trukket tilbage ved en
braavending fra den svenske regjerings side.
Naar storthinget i 1859 saagodtsom enstemmig
havde voteret for statholderpostens ophævelse,
var det jo under den bestemte forudsætning, at
kongen vilde give sanktion i norsk statsraad,
og at den svenske regjering ikke vilde modsætte
sig dette. Og saa blev enden alligevel den, at
kongen mod sit ønske maatte negte sanktion,
og at den svenske regjering og riksdag forlangte
en revision af forenings-kontrakten som vilkaar
for statholderpostens ophævelse. Man vilde
altsaa fra svensk side have vederlag for at lade
Norge blive kvit dette «provinsmerke».
Vederlaget eller godtgjørelsen skulde især bestaa i en
art «fællesrepræsentation», hvori Norge alene
skulde repræsenteres efter folketallet, altsaa være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
