Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
551*
sakserne kaldte ham, den himmelske fører i en
verdenskamp, som gjorde hele menneske-historien
til et episk digt.
Der er for alle tider noget almengyldigt,
noget klassisk i dette gudsforhold, som har
spillet en uberegnelig rolle i mennelig livskunst.
Det at kunne bortgive al sin livskraft, al sin
snævre og smaalige ærgjerrighed til en
verdens-høvding, gjøre hans store sag til sin sag, udvide
sin lille egenvilje til en verdensvilje, som
omspænder alverdens fremgang og velfærd, dette
var i virkeligheden ikke en selvofring eller
sønderknuselse, men den største og vidunderligste
form af menneskelig selvudvidelse.
Den gamle Israelit, som udvidede sin vilje
til slegtsvilje, den atheniensiske eller romerske
borger, som udstrakte sin selvopholdelsesdrift
til omsorg for statens velfærd, platonikeren og
stoikeren, der følte sig som borger i et
guddommeligt verdensrige og udvidede sin
fædre-landskjærlighed til verdens-kjærlighed, alle
disse havde bidraget til at udarbeide den
religiøse livskunst, som udmundede i
kristendommen. Den fromhed, som de gamle germanere
modtog gjennem kristendommen, eller som
den unge Bjørnson lik baade fra sin
barnelærdom og fra sagaerne og endelig fra
Grundtvig, var en arv fra et mangetusenaarigt
kulturarbeide, fortsat Ira folke-gruppe til folke-gruppe.
Der er intet større kultur-element i Bjørnsons
ungdoms-digtning end delte religiøse element.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
