Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
hvordan hans verker blir til, og hvad der bestemmer valget
mellem fortælling og drama, meddelt følgende: «En be»
stemt scene har jeg set først, — inde fra hjertebladet byg»
ger jeg saa videre utover. Er scenen av særlig dramatisk
art, blir verket til et drama »
Det kunde, hvis pladsen tillot det, vises at baade Ibsen
i «Hærmændene» og antagelig ogsaa Bjørnson i «Halte»
Hulda» har lært noget av Oehlenschläger, som hadde
behandlet væsentlig det samme emne i et verk fra sin
alderdom, «Kjartan og Gudrun», fra 1847. Oehlen»
schläger var den første digter, som — ved hjælp av N.
M. Petersens oversættelser — saa, at der laa et egte dra»
matisk motiv i Laxdølasagaens fortælling om Kjartan og
Gudrun, som blev skilt ad ved giftermaal til hver sin side,
likesom Sigurd Favnesbane og Brynhild, og hvis kjærlig»
het utmundet i blodhevn. Der er noget dramatisk virk»
ningsfuldt i den kjendsgjerning, at det nyere danske skue»
spils grundlægger gjennem et verk fra sin alderdom (han
var i 1847 68 aar gammel) kom til at bane veien for det
ny»norske dramas to unge dioskurer, — ikke mindst ved
den alderdommelige mildhet i emnets utformning, som vel
egget de to unge nordmænd til en desto kvassere be»
handling. At begge de to norske skuespil blev avvist av
Johan Ludvig Heiberg med de omvendt profetiske ord,
som tidligere er anført, hører til disse historiske kjends»
gjerninger, som ligner sagndigtning, fordi de viser os en
mangfoldighet av sammenhørende begivenheter sammen»
fattet i et enkelt malende træk.
Mellem Oehlenschlägers og de to norske digteres be»
handling av delvis det samme motiv ligger ikke alene
februar»revolutionen og begge de to unge digteres selv»
oplevelse av hvorledes den indestængte livstrang kan bli
til sprængkraft; men ogsaa Scribes og det ny»franske skue»
spils dramatiske teknik. Ibsen har i «Hærmændene», som
i «Fru Inger til Østraat» og delvis i «Kongsemnerne»,
laant noget av Scribes sindrig slyngede intrige med den
sterke bruk av misforstaaelsen som et middel til at stramme
knuten. Bjørnson har snarere bygget videre paa et
og andet av Scribes motiver end paa den Scribe’ske teknik.
Intet eksempel viser bedre, tror jeg, end «Hærmændene»
og «Halte»Hulda» det begyndende ny»norske dramas dob»
belte forhold til Oehlenschläger og til Scribe.
Der tales hos Oehlenschläger gjentagne gange om den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
