Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
50
linger, av luner med evig motarbeidende indskyteiser; hvor
er der blit av den opfindsomhetens seiersarmé, som væltet
ind i «Dronning Margretas noveller», «Et glas vand»
m. fl.? I disse stykker fik man uvilkaarlig indtrykket av, at
han, Scribe, var manden med den nye maskine,1
der satte sig alskens opgaver for at prøve dens styrke.
Han tok paa sig at gjøre det ene uforklarligere end det
andet; ved enden av første akt saa det fortvilet ut, ved
enden av anden endnu mere og ved enden av tredje saa
rent barbarisk fortvilet, at den anstrengte tilskuer ganske
tapte aanden, og allikevel kunde fjerde og femte akt be»
skinnes av det selvtilfredshetens solskin, hvori han nød
sin seier.»
I en senere artikel fra samme aar («Morgenbladet», 9de
dec. 1855) gir Bjørnson en livfuld beskrivelse av Scribes
teknik: «Det maskineri. Scribe saa at si er opfinderen av,
hvad enten det lægges paa et av kabaler gjennemkrydset
hof, eller paa et indviklet, psykologisk interessant tilfælde
i en borgerlig familie, viser det sig like skikket til at ar»
beide frem stoffet i dets mindste detalj, gripe om en hær
av personer med motsatte interesser, bevæge dem fremad
under en djævleblændt krydsild av planer, luner og dum»
heter, — og dette altsammen saaledes at det maa tjene
hans høiere øiemed, og tilsidst bli tone i den harmoni, de
store slutningsakter efter saa skjærende dissonanser altid
har arbeidet sig frem til. Der er en hel verden i Scribes
stykker, hvis forsyn han er, og om denne hans verden
kan det sies, at ikke et ord falder til jorden i den, uten
at han vet det.......— Det feiler ikke, at den, der
paatar sig saa meget, er nødt til at indskrænke sin teg»
ning av hver enkelt person til den side, han netop har
bruk for, og overlate det til et par meget sladrende smaa»
træk at aapenbare de øvrige, og til sit opvakte Pariserpu»
blikum at gjætte dem .... — I en tid som vor vil man
imidlertid ikke nøie sig med blotte antydninger av et men»
neske......; det er ikke spørsmaal længer om at be»
nytte den side, man nu har bruk for, nei, man løfter den
hele person ind med alt sit fæste i samfundet, og han tar
derfor saa megen plads, at han stanser handlingen og
ødelægger den dramatiske interesse.....
Allerede i 1855 stiller Bjørnson sig forsaavidt kritisk
1 Uthævet her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
