Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
til Scribe, som han fremhæver det mekaniske ved hans
kunst og fordrer, at hans «maskineri» skal utvikles videre
i retning av en mere alsidig og natursand psykologi, i
medfør av «tidens naturalismus». Men Bjørnson beundrer
dog endnu denne «nye maskine», som gir handlingen en
saa forbausende fart. Og denne beundring er let forklar»
lig. For et teaterpublikum, som var vant til den roman»
tiske tids lyriske tragedie og vaudevillen med de mange
dvælende monologer og sange, virket Scribe som noget av
en scenisk Napoleon, ved den forbløffende raskhet, hvor»
med han manøvrerer med menneskelige figurer og optrin.
Ingen hadde flyttet menneskebrikker paa slagmarken eller
paa scenen med en saadan haandfrihet og lethet som disse
to franskmænd. Hvor overordentlig stor avstand der er
mellem deres begavelse, — hos dem begge staar den fæno»
menale færdighet i at tumle med mennesker, som om det
var schakbrikker, i forbindelse med en viss mangel paa
evne til at behandle menneskene som mennesker og sætte
sig inderlig paa deres plads.
Bjørnson blev i nogen tid en beundrer av Scribe, like»
som han hadde været en endnu større beundrer av Napo»
léon, fordi han droges mot dem, som kunde sætte men»
neskene i bevægelse og fart. Der kan neppe være nogen
tvil om, at Scribe alt i alt ydet det fremspirende norske
drama en betydelig hjælp ved at lære vore unge drama»
tikere en raskere, spænstigere gangbart end det tyske og
danske skuespil kunde opvise. Etter den store romantiske
tid, hvori dramaet var blit oversvømmet av lyrisk dekla»
mation, føltes det, som om skuespillet trængte til en avmag»
ringskur. Og ingen var mere skikket til at skille det av
med alt overflødig, svulmende lyrisk embonpoint end
Scribe, den poesifattige og tørre beregningskunstner, som
nærmet skuespillet til brætspil gjennem en rask veksel
av uventede træk og mottræk. Man kan forstaa, at der
især mot slutningen av den romantiske tid kan ha været
noget velgjørende ved den Scribe’ske tekniks tørhet og
magerhet, som syntes at betinge en makeløs hurtighet og
lethet i alle bevægelser, i motsætning til Oehlenschlägers
flegma. Med al sin fattigdom paa poesi var Scribe vir»
kelig en taktisk begavelse. At Henrik Ibsen lærte meget
av sin dramatiske taktik av Scribe, kan vi se baade av
«Fru Inger» og «Hærmændene», likesom senere av «De
unges forbund». Ja endog av «Samfundets støtter». Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
