Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
89
er det tempel, hvori dets ideal opstilles og dyrkes av den
brogede mængde.»
Ogsaa i en av artiklerne «Opførelsen av Oehlenschlä«
gers tragødier» fra begyndelsen av 1859 forekommer der
et litet sidehug til Bjørnsons senere ven og forbundsfælle
overlærer Knudsens noget vel doktrinære gjennemførelse
av de haarde konsonanter (k, p, t). «Norsk deklamation,»
sier Bjørnson, «er for de fleste en utænkt ting, for nogen
en ting, som de haarde konsonanter skal avgjøre.» — I
motsætning hertil la Bjørnson som teaterinstruktør øien«
synlig hovedvegten paa norsk tonefald, foredrag og klang«
præg. Netop paa dette punkt hadde det norske sprog,
ogsaa det dannede by maal, utvilsomt et fortrin i klang«
skjønhet og kraft fremfor det danske talesprog, — et for«
trin, som for de unge norske skuespillere kom vel med i
kappestriden med ypperlige danske scene«kunstnere. Ved
at benytte og utvikle dette formon kunde de unge ber«
genske skuespillere under Bjørnsons ledelse nære det
dristige haab, at selve Oehlenschlägers repliker, fremsagt
med norsk foredrag, kunde vinde ny høihet og kraft.
Det morsomste ved den store artikel«række «Om op«
førelsen av Oehlenschlägers tragødier» er dette, at den
unge norske digter og teaterchef søker at belære ogsaa
Danmark om, hvorledes den danske scenes tragiske hoved«
verker skal opføres. Bjørnsons adkomst til paa dette
omraade at optræ som veileder laa ikke alene i hans
medfødte begavelse som dramatisk digter og scenisk in«
struktør, men ogsaa i hans barndoms kjærlighet til Oehlen«
schläger. Artikelrækken indeholder et varmt forsvar for
denne digter og et forsøk paa at vise, hvorledes hans
tragedier paany skal gjøre lykke.
Intet er mere karakteristisk for Bjørnson som fører i
den nationale selvstændighetskamp end hans forhold til
dansk literatur og skuespilkunst i Norge. Vi har nævnt
hans beundrende dom om sceniske kunstnere som Christian
Jørgensen og Wilhelm Wiehe. Allerede i det første aar
efter Bjørnsons ankomst til Bergen mottok Bergens teater
den sidstnævnte Wilhelm Wiehe, tillikemed Wolf
og dennes norske hustru, Lucie Wolf, født Johan«
nesen, som velkomne gjester, i juli 1858. Og Bjørn«
son benyttet straks sin chefstilling til at opføre en
tragedie av Oehlenschläger, «Dronning Margareta», hvortil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
