Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
jeg bodde i, kom ind til mig for at passe kaminen, men
blev sittende og fortælle mig fra Schweiz. Jeg kunde ikke
høre nok, og hun hadde glæde av at fortælle, saa det blev
sent, før jeg la mig. Men neppe var jeg i sengen, saa
hørte jeg sang. Først en stor, herlig tenor, saa andre rø»
ster, der faldt ind som orkesterinstrumenter, akkompag»
nerende uten ord. Det var saa overdaadig rundladent og
friskt, at jeg ikke stod imot, men sprang op av sengen
og aapnet altanvinduet. Senere hørte jeg sangen igjen over
hele Italien, nemlig den nu verdenskjendte «La donna e
mobile». Den skyllet indover mig fra torvet, der skarerne
drog forbi fra teatret. Og neppe var den ene gruppe om
tenoren forbi, saa kom en anden, som sang en korsang,
først nogen, saa flere, saa flere hundre. Det gav indtryk
av, at her sang alle, hvad de netop hadde hørt i teatret,
sang det paa gaten frem til kaféerne og hjemmene. Kan
nogen undres, at jeg la mig i min seng som i en lysflod?
Men at Italien var sang helt igjennem, deri blev jeg
alvorlig skuffet. Jeg har hørt herlige røster i Italien, men
ikke megen sang, og slet ikke «folkesang». Man har sagt
mig, at de har den paa Sicilien, der jeg desværre ikke har
været.
Næste morgen var jeg rundt i byen. Optat av noget
jeg netop hadde set, satte jeg mig i drosken for at kjøre
— jeg husker ikke nu hvorhen, da vi dreiet om et hjørne
og kom ind paa pladsen foran marmordomen. Jeg reiste
mig op i vognen og skrek! Kusken frydet sig og holdt
stille. Det var jo ingen kirke, det snehvite berg der
foran, det var et umaadelig stort orgel, bygget op i friluft,
med mange, mange, mange piper, smaa og store, som til»
sammen sang et snehvitt halleluja. End alle de figurer,
al den rike dekoration, som lekte henover og stemte i med!
Husk, hvad respekt vi opi Norden endnu dengang hadde
for marmor — og alt dette var virkelig marmor, bare mar»
mor! Husk, hvor litet jeg igrunden hadde set, og alt dette
fine, rike, nye og dertil saa vældige møtte aldeles uventet
min unge beundrings»tørste sjæl! Saa forstaar man kanske,
at marmorkirken i Milano blev det i øieblikket mest over»
vældende jeg har set. Nærmest kom halvandet aar efter
indtrykket av piazza di San Marco i maaneskin.1
Jeg forestiller mig altid, at store nye indtryk er erob»
1 Marcuspladsen i Venedig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
