Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
en sorgfri økonomisk fremtid. Men fuldt og fast at tro, at alle men«
nesker paa dommens dag blir delt i to grupper, hvorav — ifølge S.
Kierkegaard — de som har søkt at faa glæde i dette liv, nedstyrtes i
avgrunden til evig pine, mens de kloke selvforsikrere, som har valgt
et liv i jordisk lidelse — «det eneste som i evigheten erindres» — løftes
op til evig lykke, — en slik tro, sat paa spidsen og brukt som den
maalestok hvorefter næsten alle samtidens kristne fordømmes til evig
straf, er en karrikatur av religiøs idealisme.
Det sælsomme er nu dette at ikke alene fremragende norske teo»
loger som professor Gisle Johnson, men geniale digtere som Henrik
Ibsen og Alexander Kielland tok «Øieblikket»s forfatter i en meget høi
grad alvorlig som religionssforkynder; og det hvadenten de i nogen
grad sluttet sig til hans retning, som pietisterne, eller alene betragtet
hans form av kristentro som det høie og altfor høie kristelige ideal,
hvorefter hele kristendommen og kristenheten kunde maales og be»
dømmes. Det svake ved Georg Brandes’s skrift fra 1877, i flere styk»
ker et av hans ypperste verker, er efter min opfatning dette at han
hævder at netop «Øieblikket», det i sin problembehandling mest
aandssvake av Kierkegaards verker, var «hans livs egentlige og av»
gjørende bedrift». Hvorfor? Fordi det var kristendommens sidste
skanse, hvis overgivelse maatte gi Georg Brandes og hans leir seieren
ihænde!
Med fuld ret sier Brandes i et tidligere avsnit i sin bok, at
Kierkegaard manglet historisk sans. Men jeg savner i det ellers saa
klare og aandfulde skrift et uttryk for at Georg Brandes selv besad et
quantum satis av historisk sans. Hvis ethvert forsøk paa at reformere
eller utvide og rense den overleverte religion, som jo gjennem tiderne
har antat mange former, skulde være umulig, fordi Søren Kierkegaards
forsøk slog feil, da maatte det jo dog vises at dette Kierkegaards for»
søk var bygget paa en rigtig vurdering av det væsentlige, det mest
levedygtige i den grundlæggende kristendom. Var dette virkelig den
egoistiske selvforsikrings spekulation i evig salighet lor en brøkdel av
menneskeheten, mens et flertal skulde gaa evig fortapt? Eller var det
ikke snarere det glade budskap om den altomfattende velvilje som en
indre lykke, der husvaler den sørgende og gjør selv den fattige rik?
Var det ikke den store, til en viss grad — ogsaa den — fra grækerne
arvede tanke om at grundlægge et Gudsrike allerede her paa jorden,
ved at man tilgav og endog gjorde vel mot sin fiende, ved at man
var barmhjertig, som den himmelske far er barmhjertig, og ved at man
— selv under det pinlige tryk av et militærdespoti som det romerske —
levde i trofast forbund med en alkjærlig verdens»konge, gjorde hans
vilje paa jorden, ved at ville alle mennesker vel?
Georg Brandes’s feilsyn, som har hat stor indvirkning paa mange
menneskers skjæbne, bunder vel for en del deri at han var opfostret
i Heinrich Heine’s og andre forfatteres opfatning av kristendommen
som en diametral motsætning til den græske livsopfatning; — mens vi
nu vet at kristendommen i væsentlige stykker var den høieste hellen»
ske religions og etiks arvtager og fortsætter: Religionen som et for»
bund med en ideal verdenskonge, et troskapsforhold til den høieste
godhets og retfærdighets, den mest altomspændende velviljes aand, det
var grækeraandens og hele oldtidskulturens høieste skapning paa det
religiøs=etiske omraade. Om denne arv i tider av trængsel og under»
trykkelse blev sammenknyttet med tidsbundne forestillinger som hevn»
tanken om evige straffe (delvis allerede hos Platon) og med tanken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
