Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
341
om at hele denne verden var mislykket og i en nær fremtid skulde
gaa tilgrunde, — saa skal der dog noget mer end en høit begavet
særlings, Søren Kierkegaards, abnorme utvalg og rendyrkning av de
mest tidsbundne træk i det Nye Testamente til for at avblaase ethvert
forsøk paa at omplante i vor tids kultur det som er vor gamle reli*
gions levedygtige kjerne.
Jeg skal i en fortsættelse av dette verk søke at vise, hvordan
Bjørnstjerne Bjørnson for sit vedkommende — ganske visst paa en ufuld*
kommen maate — forsøkte en slik omplantning i den senere del av sit
liv. Her, hvor det er Bjørnsons barndom og ungdom som er gjen*
stand for behandling, har det sin interesse at se, at han allerede i 1850*
aarene og senere atter og atter søkte at skjelne mellem hvad der var
stort og hvad der var sykt hos Søren Kierkegaard. Av vore store
digtere var han den som forholdt sig skarpest kritisk til Kierkegaard,
samtidig med at han søkte at tilgodegjøre hans store fortrin.
Valborg Erichsen har i sit ovennævnte prisskrift bl. a. anført
to uttalelser av Bjørnson: Den ene i et brev til Margrethe Rode, fra
1871: «Kierkegaard har jeg i sin tid læst meget av, uten at han øvet
synderlig indflydelse utover det interessante. Han er saa syk, at jeg
kunde litt ad gangen med ham, jeg læste ham udelukkende for de
psykologiske pikanteriers skyld; som opbyggelsesprædikant savner han
kjærligheten, og den alene tar mig.»
Den anden uttalelse staar i en artikel i «Verdens Gang» (16de
nov. 1900) om Sletten*saken, hvor Bjørnson taler om de «dage da
«Øieblikkene» hadde lynet forbi; tordenskraldene lynet endnu, Søren
Kierkegaard hersket over vore forestillinger». — Bjørnson viser i denne
artikel, at han i sine unge aar var paavirket av Kierkegaards kamprop
«Enten—Eller». Det gjælder at ha mot til at «ta ansvaret, som det
foreligger i klare alternativer», — ikke «luske sig undav ind i en
utflugt».
Med rette hævder Valborg Erichsen, at læsning av Kierkegaard
(vel især verker som «Enten—Eller» og «Stadier paa livets vei») maa
ha bidrat til at utvikle Bjørnsons medfødte anlæg for psykologisk
karaktertegning (noget som allerede Georg Brandes hadde pekt paa);
og at indflydelse fra Kierkegaard vistnok kan spores i en uttalelse som
den at samtidens dramatikere «har vundet tilbake til respekt for til*
væreisens store gaader; det ubegripelige, det dæmoniske er kommen
op, og der har vi (norske digtere) et ord at tale med». — Man kom*
mer her til at tænke paa skikkelser som Bjørnsons Halte*Hulda og
Ibsens Hjørdis.
Allerede i «Mellem slagene» kan der muligens spores nogen ind*
flydelse fra den vegt Kierkegaard la paa den enkeltes pligt til ikke at
skyte fra sig ansvaret ved et tungt valg. Men allerede i dette skuespil
ser vi klart at for Bjørnson laa det langt nærmere at hævde trangen
til en forsoning mellem to stridende, men fuldt naturlige livsbehov.
Jeg kan derfor ikke med Valborg Erichsen finde at den unge Bjørn*
son i nogen periode nærmet sig sterkt til Kierkegaards indivi*
dualisme.
Betegnende for forskjellen mellem Kierkegaard og den unge Bjørn*
son er netop det eksempel, Valborg Erichsen anfører paa tankelaan fra
den danske digterfilosof: artikelsrækken om «Christiania og studenterne»
(december 1855), som blev skrevet kort efter Kierkegaards død, den
Ilte november 1855. Slegtskapet mellem disse artikler og Kierkegaards
filosofi bestaar vel alene deri at ogsaa Bjørnson lægger ansvaret paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
