- Project Runeberg -  Christian Winther : et livsbillede / I. Nedstamning, Barndom og første Ungdom - Studenteraarene /
166

(1893-1901) [MARC] Author: Nicolaj Bøgh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fortrolige, i at raade, bifalde eller forkaste, og, om de
endog misbillige, saa forraader dog den Varme,
hvormed dette skeer, den dybe Interesse og forfejler
Hensigten, ja, plejer endog at give Næring til den
Lidenskab, de synes at ville bekæmpe. Felix havde aldrig
været Barn; jeg var det, før jeg saae ham. Men efter
hin lille Scene foregik eri besynderlig Forandring med
mig. I min unge Sjæl fremtraadte de hidtil dunkle og
forvirrede Begreber om Livets Alvor og højere Pligter
klart og rent, jeg ansaae mig for hans, i Ordets
videste, ædleste Betydning, og stræbte med hele mit
hengivne, blide Hjærtes Varme, med al min Villie og Ævne
at gjøre mig ham og hans Bestemmelse værdig. De
smiler, kjære Frøken? De er lykkelig, at Deres trettende
Aar ikke har bragt Dem lignende Erfaringer, eller
ogsaa, at De med saa let Hjærte kan se tilbage paa
dem. — Uagtet vi vare Børn, kunde man næsten kalde
vort Forhold en hemmelig Forlovelse; vi havde
end-ogsaa i al Stilhed byttet Ringe. Men min barnlige og
dog ædle Renhed og hans ængstelige Forsigtighed holdt
det skjult for ethvert Øje. Der henløb et Aar. Da
forandrede Felix pludseligt sit hele Væsen, sin hele
Opførsel mod mig. Han fjæmede sig fra mig, og, naar
han var nødt til at være i mit Selskab, saa var det>
som om han ganske havde glemt dette hemmelige*
ubeskrivelige Sprog, der, uden Ord, ja, næsten uden
udvortes Tegn, binder Hjærte til Hjærte. Mit blide,
frygtsomme Blik søgte ham stundum, men mødtes af
et koldt, næsten ironisk øjekast; han henvendte
sjældnere og sjældnere Talen til mig, men fremførte derimod
i Andres Nærværelse højt og lydeligt og med et Slags

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 18:36:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/chrwinther/1/0188.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free