Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget i vort Hus, og hvem jeg nu maaske aldrig mere
faaer at se“.
Med sig over til Jylland tog hun sin Søster
Josephine; Moderen var død 23nde Marts 1840, og denne
Søster trængte til landlig Ro, stærkt angreben som hun
var af Nervøsitet, vistnok en Følge af en ulykkelig
Kjærlighed, efter Sigende til Lægen Andreas Buntzen. Hun
blev snart uhelbredelig sindssyg.
Da Winther var kommen hjem fra Mecklenborg,
besøgte han ikke sjældent Fru Werliins Barndoms-Hjem,
og her blev det sagt ham, at det gjorde hende ondt,
hun aldrig hørte fra ham. Han svarede: „Hvor kan
jeg skrive til hende? Hvad vilde hendes Mand sige til
det?“ Man mente, at det var da den naturligste Sag
af Verden, og at Werliin umueligt vilde kunne tage
Saadant. ilde op. Saaledes kom der da under
Protektion af Fru Werliins Nærmeste en Korrespondance i
Stand mellem hende og Chr. Winther.
Fra hans Ophold i Odense skriver sig Digtet Nr. 9
i Samlingen „Til Een“. Han standser uden for en
Fuglekræmmers „levende, tæt mylrende Bod“; den Gud, som
har lært ham at slaa Citren, har ogsaa givet ham at
forstaa Fuglenes Sprog, og han tolker nu den
forskjellige Sang, han hører. Da slaaer pludseligt en Drossel
til Lyd og fortæller de andre Fugle:
Jeg sad i Fruens Bøge1)
i det liflige Fyen,
mens Aftenklokken sendte
sin Hilsen hid fra Byen;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
