Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om Stammen, hvor jeg gynged.
tæt Vedbenden krøb,
ved Roden med Rislen
klart Møllebækken løb.
Da vandred ind i Lunden
med langsomt Fjed en Mand;
han standsed just og satte sig
ved Bækkens grønne Rand.
Jeg saae det nu saa tydeligt:
han havde det ej godt;
hans Kinder vare blege,
hans Øje, det var vaadt.
Og frem han drog af Barmen
saa fint et lille Blad;
det læste han andægtig,
ret som en Bøn han bad;
han trykkede det heftigt
til sin brændende Mund
og kasted sig i Græsset
og græd af Hjærtensgrund.
Jeg vidste Hvad ham smerted,
jeg kjendte grandt dets Navn;
saaledes kan kun grædes
ved den Elskedes Savn.
Saa nærmed jeg mig sagte
fra Kvist og til Kvist
og sang, saa trøst jeg kunde,
med Lempe og med List:
„O, græd Du kun Din Taare,
„mens den lindrer Dit Bryst,
„o, send kun Dine Sukke
„til den fjærne, fjærne Kyst!
„Men lyt dog til mit Varsel,
„og tro dog paa min Trøst:
„Din Smerte skal sig vende
„til den saligste Lyst.
„Hvad aldrig Du ret værdigt
„kan lovprise ved Din Sang,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
