Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flere paa eengang. Efterat han var bleven afviist hos
Prinsessen, sluttede han sig lidt efter lidt fastere og
fastere til Fru Werliin, og tilsidst synes ingen anden
Kvinde at kunne fængsle ham. Al hans Længsel gaaer
til hende.
I et Digt „Natligt Syn“ skildrer han, hvorledes han
ved sin sovende Vens Side om Natten kjører igjennem
Skoven, og da udmaler hans Fantasi ham, at han stiger
ud af Vognen og vandrer til hendes Bolig:
Til en Haveport jeg naaede,
let jeg derind mig svang;
under Træer, af Duggen vaade,
gik jeg den lange Gang.
Mit Blod, saa sødt beruset,
gjennem mit Hjærte foer;
sagte jeg tren til Huset
og trak i Klokkens Snor.
Sig Døren aabned — jeg blegned —
ud Lampens Straale faldt
og et Skygge-Omrids tegned
af Din liflige Gestalt.
Der stod Du, længe Savnede,
vemodig, from og huld!
Jeg sank til Jord og favnede
Dit Knæ saa andagtsfuld.
Du førte mig langsomt, svævende,
ved Haanden i Stuen ind.
Jeg saae en Perle bævende
liste sig paa Din Kind.
Da brast min Taares Kilde,
som end paa Templets Trin
et Offer den bringe vilde
for Sorgen — for Din og min!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
