Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gjennem Brændinger til Havn 1841—48
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa mild — og dog saa vældig,
saa venlig — og dog saa stærk,
at her paa Jord I virke
et Himlens Underværk.
I fæstet har min Tanke
til dens dybeste Rod,
I vækket har mit Hjærte
og fortryllet min Fod.
0, kjære, lyse Stjærner!
Nu seer jeg klart og grandt,
hvor fer jeg i Alverden
kun Mulm og Merke fandt.
0, lær mig og at blusse
som Eders Straale varm!
Lær mig den Flamme tænde,
som I tændte i min Barm!
O, lær mig og at binde
saa fast, som selv I bandt!
Lær mig en Sejer vinde,
som selv I den vandt!
Hold Eders Glans da yndigt
for Sky og Taage fri,
og lad mig ene spejle
min Tilværelse deri!
Hendes Smil er mildt og stille1) og tidt saa
hemmelighedsfuldt, at det ret lokker og fængsler. Han spørger2):
Hvad mener Du med dette hulde,
æterrene, anelsesfulde
Smil, som fra Dit Bæger
vidunderligt mit Sind bevæger?
Andensteds tilføjer han3):
*) Nr. 54. 2) Nr. 41. *) Nr. 56.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
