Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Kaldæernes Begrænsning. Perserne. Deres Naturforhold og Livssyn. Zarathustra. Døgnet. Godt og Ondt. Verdens Gang. Cyrus erobrer Babylon. Stjernetydning og Læren om Gud og Djævel breder sig i Forening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man kunde ikke komme ud, thi ingen Dør førte ud. For Kaldæerne kun
en lydløs Lem ned til den sorte Kælder, naar Livet var udspillet.
Men disse syv Øjne, der stirrede ned, mente ikke alle Mennesket vel.
Der var onde Øjne deriblandt, ulykkebringende, særlig den skumle
Saturns. Kunde da en Lysets Gud ville virke Skade? Hvorfor voldte de
Ulykker? Kaldæerne formaaede ikke at klare dette. Derfor blev deres
Religiøsitet blot slavisk Underkastelse, deres sidste Forklaring kun
sky Rædsel. Thi en lunefuld østerlandsk Tyran var enhver af disse
Guder, den bedste ikke undtagen. Solen kunde flamme Brand, Maanen
vende Dødssiden til, Astartes vilde Lyst virke Væmmelse og Vanvid.
Her var al indre Forstaaelse udelukket. Her var kun eet at gøre: med
tilhyllet Hoved at kaste sig i Støvet.
Medens Kaldæerne maatte standse her og blive staaende ved
Modsigelsen, havde et Nabofolk ad anden Vej søgt at finde
Forklaringen. Det var Perserne,[1]
en Gren af den indoevropæiske Stamme, der var havnet som bosiddende
i Irans Højland.
Her var Vejrliget langt mere barskt end paa Mesopotamiens
Slette, en stærkere Spænding mellem Sommer og Vinter, mellem
den klare Dag og den mørke, stormfulde Nat. Men til enhver Tid
og i alskens Vejr maatte man færdes ude for at røgte Kvæget,
tvinge den tvære Jord frugtbar, sikre Afgrøden. Man vænnedes
da til Fare, blev virksom og raadsnar. Og under alt dette ikke
blot brunedes Kinden, hærdedes Senen og Blikket blev skarpt i
den klare Bjærgluft, men der spirede en egen Folkeart op, kæk,
brav og selvstændig, der ikke følte sig som nogens Træl, end ikke
Guds, men var villig til at tage et ærligt Tag i med for at hjælpe
ham og fremme hans Vilje.
I sædelig Henseende stod Perserne højt. Dette havde givet sig
et betegnende Udslag i Udviklingen af deres religiøse
Forestillinger. Fra Troen paa de besjælede Himmellegemer – blandt
hvilke ifølge Landets Natur Solen var den ypperste, derefter
Maanen og Sirius, den Stjerne, der varslede Regn – havde man
efterhaanden hævet sig til i Solens Gud, Mithra, at se
Retfærdighedens, Troskabens og Sandhedens Gud. Sanddruhed var jo
netop den Dyd, der agtedes højest af Perserne. Jævnsides hermed
dyrkede man ogsaa de fire Elementer, Ilden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
