Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Epikur. Stoikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Haven ved Athen, hvor han i fri Luft holdt sine Foredrag, da
alle Læresale var optagne, omtrent følgende om Menneskelivet:
Enhver stræber efter Lyksalighed. Lyksalighed er det samme som
fortsat Nydelse, vedblivende Lyst. Men at søge blot Øjeblikkets
Nydelse er uklogt, thi denne medfører ofte langvarig Smerte.
Det gælder om at have Perspektivsans, at kunne, uafhængig af
det nærmestes tilsyneladende Storhed og Overvægt, rolig afveje
og beregne Nydelsens og Smertens virkelige Værdi. Her vil det
da vise sig, at man stundom bør købe en større Lyst ved at
finde sig i en mindre Smerte. Legemlig Nydelse er altid
kortvarig og derfor af ringere Værd end aandelig. Ligesaa er
legemlig Smerte ringere end aandelig. Den største og mest
vedblivende Lyst, den sande Lyksalighed, faas gennem Venskabet.
Her er nemlig den største Nydelse ligeligt bredt over den
længste Afstand. Her er alt dit mit, og alt mit dit. I den Slave,
Du giver fri, vinder Du selv Friheden. At paabyde
Formuefællesskab mellem Venner er unødvendigt, det er kun at
udtale en saarende Tvivl. I Venskab er aandelig Sundhed og
Skønhed tydeligst udtrykt. Derfor skal den Vise, naar Nøden
byder, end ikke betænke sig paa at dø for sin Ven. – Hvo er min
Ven? Først og fremmest den, til hvem jeg er knyttet ved den
gensidige Forstaaelses Baand. Men ogsaa her gælder det ikke
blot at søge Øjeblikkets hidsige Ophobning, men den ligelige,
jævne Fordeling. En Ven har jeg overalt, hvor jeg til en
Medrejsende i Livet kan give en Haandsrækning eller blot saa
meget som et venligt Ord. Ingen er venneløs, der endnu har
een, mod hvem han kan vise en Velgerning. Thi "lyksaligere er
det at øve en Velgerning end at modtage den."
Det var denne milde Lære, der drog en Mængde af Oldtidens
dybeste Gemytter til sig og tegnede Omridsene af den første
bevidste Menneskelighed. Paa en ejendommelig, stilfærdig
Maade gærede her Naturdriften af og satte Blomst som Velvilje
og Glæde ved andres Lykke. Forfinet Dannelse og naturlig
Godlidenhed indgik en inderlig Enhed, hvor ingen Plads lodes
tilbage for Synd og det Onde. Derfor kunde heller ingen
Østerlænder ret forstaa denne Tankegang, der helt og
holdent hvilede paa Kunstværkets Forudsætning. Det var
Kunstnerens Nydelse, der tog Smerten bort fra de frivillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
