Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Epikur. Stoikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Savn, det var Følelsen af den store Helhed, der lod den givende
faa Del i de modtagendes Glæde. Her kendtes ikke til Frygt for
Straf fra en højere Magt. Følgen af Fejl var blot Mangel paa
Glæde. Guderne, hvis Saadanne overhovedet var til, bekymrede
sig i uforstyrret Salighed ikke om Menneskenes Færd. Og Døden
var ingen Straf, men kun Ophør af al Fornemmelse, dermed altsaa
af al Smerte.
Det gamle Spørgsmaal om Dag og Nat havde her faaet et nyt Svar.
Dag var ikke, som Perserne antog, Godt, Nat Ondt. Men i Dagens
Klarhed saas det grant, at det hele er eet, og den enkeltes
Lykke Bevidsthed om Parten i andres. Natten er ikke noget i og
for sig, endsige noget ondt, men kun Dagens Ophør, Kunstværkets
Grænse. Døden er derfor ikke Livets Fjende, men Beseglingen af
et uforkrænkeligt Sinds stille Fred, den skønne Stund, hvor
Livets Kunstværk fuldendes.
Der hørte en egen blid Blødhed til, og derhos en gennem
blegnende Magtforhold skolet Evne til Afkald, for at føle sig
tiltalt og finde Ro i denne Lære. Der var Kølvands Favntag deri,
ikke Forstavns Kløven. For alle – baade Grækere og især Romere
– der endnu fornam den indre Trang til Bedrift brændende i sig,
faldt det naturligt hellere at slutte sig til den modsatte Lære,
en Tvillingbroder til denne, men fuld af indre Kraft, hvor hver
Muskel var spændt, og selv Ro kun var nedstrammet Handling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
