Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningstiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bifald, ikke mindst paa Grund af dets Forherligelse af det nationale Søværn
paa den fortyskede Hærs Bekostning; dog blev det snart efter Regeringens
Ordre taget af Plakaten. Syngespillet "Chinafarerne", der opførtes samme
Aar, er derimod en braadløs og kvik Forløber for Vaudevillen. – Endnu
mere bekjendt og yndet gjorde Heiberg sig ved sine Viser. I Anledning
af Kronprinsens Formæling skrev han til Indtoget i Kjøbenhavn i September
1790 en loyal Kantate og en gratis uddelt Folkesang. Til en privat Sammenkomst
skrev han ved samme Lejlighed den berømte Indtogsvise:
"Hver Mand i Byen om Indtoget taler" med dens Udfald mod Adelen;
Visen fremkom mod Heibergs Ønske offentlig og indbragte ham en Bøde,
hvad der i høj Grad forøgede hans Folkeyndest. Heiberg holdt fra nu af
stadig sit Forhold til Publikum vedlige ved at udgive politiske Viser, for
hvilke den franske Revolution beredte Sangbunden. Sit næste Sammenstød
med Regeringen fik han i 1794 ved Visen "Vor Klub er dog en herlig Sag",
hvis Udfald mod den engelske Konge vurderedes til 300 Rd.; dog fortsatte
han ufortrødent med Viser som "Min politiske Omvendelse" og "Laterna-magica Vise".
Det er klart, at Heiberg paa højere Steder maatte være en ret mistænkelig
Person, og man forbigik ham da ogsaa, da Embedet som Notarius publicus
skulde besættes; dette affødte hos Heiberg en Bitterhed, der gjør hans
sidste polemiske Skrifter endnu skarpere og ofte personlige, idet han saa
sin Fjende i Chr. Colbjørnsen, den højtfortjente Overprokurør. I Tidsskriftet
"For Sandhed" (1798) skrev han "Politisk Dispache", der kritiserer
Statshusholdningen og forlanger et Statsregnskab offentlig aflagt, og
"Sproggranskning", hvor den ironiske Ordforklaring er Formen for de
djærve Hug til alle Samfundets Ynkeligheder og for Stiklerier mod Colbjørnsen.
For dette sidste Skrift blev Heiberg sat under Tiltale; han var
sin egen Advokat og udgav alle Sagens Akter som "Læsning for Publikum".
Den almindelige Sympati kunde dog ikke frelse ham fra den haarde
Dom, som paa Grundlag af den skærpede Presseforordning af 27de Sept.
1799 kunde fældes over ham: Juleaften 1799 dømtes han til "at forvises
Kongens Riger og Lande", og den 7de Febr. 1800 forlod han under Befolkningens
Deltagelse Kjøbenhavn og drog til Paris, hvor han bosatte sig
og ved sine Sprogkundskaber opnaaede en Stilling i Udenrigsdepartementet.
De sidste Aar af hans Liv var triste og ensomme. Han døde i Aaret 1841.
Hans Hustru Thomasine, f. Buntzen, med hvem han 1790 var bleven gift,
benyttede sin Ret til at lade sig skille fra ham og blev som Fru Gyllembourg
den bekjendte Forfatterinde. Hans eneste Søn var Johan Ludvig
Heiberg, der kom i Huset hos Rahbeks og som ungt Menneske besøgte
Faderen i Paris. – Af P. A. Heibergs Skuespil foreligger en ufuldendt Udgave
ved ham selv (I-II og 1ste Hefte at 3die Bind, 1792-95), en anden
er besørget af Rahbek (I-IV, 1806-19). Et Udvalg af hans Skrifter er
foretaget af O. Borchsenius og Fr. W. Horn (1882); hans Liv er skildret
af C. Thaarup (2den Udg. 1882); om hans Forhold til Hustruen se nærværende
Bogs Afsnit II (Pag. 310 ff).
Malthe Conrad Bruun savnede Heibergs karakterfulde Mandighed og
kan i Betydning langtfra maale sig med ham. Han var født 1775 i Thy
som Søn af en Godsejer, var tidlig paavirket af Revolutionstankerne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
