Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
med Alvors dybe Grublen, med
utrættelig Arbeidsomhed
fra Sol gik op, til Sol gik ned,
blandt Torne og Tidsler, i blodige Fjed,
med glødende Pande, med strømmende Sved,
mens Hindring og Fare min Stræben forøgte!
Du har da fundet den, jeg søgte
fra Sol gik ned, til Sol gik op
i Afgrundens Skjød og paa Klippens Top.
—- —- —- —- —- —- —- —- —- —- —- —- —- —-
Ja, Du har fundet den, jeg stirred paa
bestandig mellem alle Livets Dampe:
den gamle, hellige, forunderlige Lampe,
som i Naturen dybt begravet laa,
og som jeg arme Trold med bundne Hænder
ei kunde naae.
Med Fryd, min Adam, jeg dit Fund erkjender.
Og Skjøndt Du fandt, hvad Du har aldrig søgt,
som Lykken ene findes kan, i Blinde;
skøndt Du, naar jeg har gravet, kun har spøgt;
Og Skjøndt Du, som et Barn, end staaer derinde
blandt Underjordens diamantne Træer,
din Undergang endnu, som forhen, nær,
endnu fortryllet meer af Hulens falske Glimmer,
med Himmellampen i din Haand,
end af dens ægte, fast umærkelige Skimmer,
end ei, som jeg, erkjendende dens Aand;
Skjøndt, hildet end af Barnets Ledebaand,
blandt Middelaldrens Hvælvinger og Buer,
Du famler efter Liv i Sølvets Muld,
Ambrosia i æbledannet Guld
og Nektar i safirne Druer;
Skjøndt Du er end det Brogede for huld;
Skjøndt Du har fyldet alle dine Lommer
med Schlegelpærer og med Tieckske Blommer
og propper Buxefikken altfor fuld
af Goethes underjordiske Granater,
imens din skiønne, runde Hattepuld
firkantes af et Calderonsk Theater;
Skjøndt Lampen Du med Haan har puttet i
Belæsselsen af alt det andet Skramleri;
skiøndt, havde Du betænkt Dig meget længe,
Du maaske ganske havde ladt den hænge –
saa dog, Du har den engang, og dens Aand
er din, min Adam! og din Ven, som ledte
forgjæves efter den og, mens Du spøgte, svedte,
med Vellyst rækker Dig sin Haand."
—- -— —-
Du hørte dybt i Hulen ei mit Raab,
Du gik, belæsset med de tunge Stene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
