Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
din Gang i tusind og een Nat alene;
dog steg nu alt med hvert dit Trin mit Haab,
alt som Du hæved Dig, og -— Under over Under! -—
ei meer en rød og hvid, glathaget Dreng,
der efter alle Frugter greb i Fleng,
men alt en Mand med Skjæg jeg saae Dig, i Vaulunder,
ved Hjælp af gamle Mimers egen Stav
at vælte Stenen fra din mørke Grav
med vældig Kraft. Ei fandt jeg længer nødig
at hjælpe Dig, min Arm var overflødig.
Knap var Du med den hele Krop
af Hulens Aabning kommet op,
saa skued jeg Dig, henrykt selv at gnide
din underfulde Lampes rette Side,
og, høi og herlig, stod du med et Hop,
som Hakon Jarl, paa Fjeldets Top.
Vær hilset her, hvis ei mit Øie svigter,
hvis Du bevarer Dig for Fald,
vær hilset af den ældre Broderskjald
med høie Bifaldshymners Jubelskrald
som Danmarks Melpomenes største Digter.
—- -— —-
-— —- —-
Modtag med dette Broderkys min Haand
og glem de blinde Puf, vi gav hinanden,
miskjendende hinandens Aand,
et Øieblik forledt af Fanden.
—- —- —-
Og Lygtemændene, som under vore Fjed
opklavre, sparkende hinanden ned,
see, høit paa Toppen, studsende derved,
Aladdins og Noureddins Fred
og gaae ved dette Særsyn fra Forstanden.
Hvor dybt, min Adam! føler jeg dit Savn
her i mit Haabs og min Erindrings Havn!
Snart iler jeg til Dig og til en elsket Mage
fra Hjemmet og dets bedste Blomst tilbage
til Aanders Helvede, til hint Paris,
som Hun og Du, trods al dets tomme Hulhed
og al dets ydre Skals forgyldte Fulhed,
mig ville danne til et Paradis.
—- —- —-
Der skal jeg i din Favn fortælle Dig,
hvad Salighed, jeg troer, der venter mig,
naar jeg har kæmpet alle mine Kampe.
Dig vinker i din Lampes Aanders Dands
paa Fjeldets Tinding Evighedens Krands.
Jeg vandrer end, skiøndt ei blandt Dalens Dampe,
forsigtig, varsom-dristig, uden Lampe;
min Gang mod Banens store Maal er seen,
men stadig, lige, tryg, paa begge Been.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
