Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"Hver Gang jeg tænker
paa Dannerskialden,
det dybt mig krænker,
da pirres Galden.
Hvert Aar forøger
hans Roes og Hæder,
Europa glæder
sig ved hans Bøger.
Ja, Fanden ta’e mig,
det er utaalelig,
at jeg med ham ei
skal kunne maale mig!
– – –
En kritisk Kikkert
mig Hegel laante[1],
og Skialden sikkert
jeg aldrig skaante;
det Haab jeg nærer
ham ret at pine
ved høit at grine,
naar man ham ærer.
Ja, Fanden ta’e mig,
hvis Nogen roser ham,
saa slaaer jeg fra mig
igien og skoser ham."
"Selv jeg har saa stærke Volde
bygget om hans faste Plads,
at jeg tænker, de skal holde –
dine springe vil som Glas.
Hver en Skiald erobrer bare
nyt Terrain bag eget Skiold,
Men for Grændsen at forsvare
byggedes Kritikens Vold.
Hvis engang Vandalers Flokke
uden Kundskab, uden Smag,
vil den store Digter rokke,
– og det hændes vist en Dag –
skal man raabe til dem: "Frække!
Veed I, hvad I prøve paa?
Her til Grændsen kan I række,
længer kan I ikke gaae!"
"Thi det er let at rive ned;
det er ei heller svært at tage,
men vanskeligt i Tabets Sted
at give det Forglemtes Mage
og frelse, hvad der blir tilbage."
"Der gives Spot, jeg aldrig ret kan lide:
Din Sangs laterna magica
(dens Morsomhed, dens overgivne Side
er yndet af mig, kan Du sagtens vide)
jeg havde gierne taget Noget fra.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
