Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overdreven Spot over den Materialisme, som var Paludan-Müller en Vederstyggelighed. Men iblandt Overdrivelserne anslaar Digtet ogsaa dybe, højtidelige Toner. I Disputen med sin Passager siger Montechriste, medens
Ballonen glider frem under de blinkende Stjerner:
"See, hvor i rolig Høihed hist de flamme,
De fjerne Lys paa Himmelkuplens Blaa!
Er det ei næsten som vi synlig saae
Nu Evigheden bag sin Stjerneramme?
Som saae vi Dødens Porte aabne staae,
Og de Udødelige bag ved samme
At sidde skjærmed’ af den dybe Fred,
Som ingen jordisk Higen klæber ved?
Og naar da Tanken søger Livets Kilde,
Hvoraf som Stænk de Verdener fremgik,
Der Glimt i Glimt herned i Mørket spille,
Som for at møde Menneskenes Blik,
Og naar vi føle fast det Aandens Stille,
Der hersker midt i Sphærernes Musik:
Faae ei vi Bud da fra et evigt Rige,
Grundlagt til Trøst for det forgængelige?"
I 1854 udkom "Tre Digte", indeholdende, foruden "Abels Død"
paany optrykt, "Kalanus" og "Ahasverus". Heri naar den personlige
Optagethed af Tanken om Død og Evighed sin højeste Grad af Styrke og
bliver til Et med den hele personlige Udvikling, Digteren har gjennemgaaet
i sit Livsløb og i sin Digtergjerning. "Kalanus" maa vel endogsaa nævnes
som hans skjønneste, mest harmoniske Værk, fordi han her er til Ende
med sin Dom over det almindelige Menneske som Produkt af Tid og
Omstændigheder, og ikke heller bruger Allegori og Mytologi som Klædebon
for sine Tanker, men henvender sin Betragtning paa Livets dybeste
Problemer, medens han fremfører tvende store, menneskelige Skikkelser:
Verdenserobreren Alexander og den indiske Vismand Kalanus.
Fortællingen er lidet sammensat, formet i store, faste Linier, helt
igjennem betagende i sin ædle Simpelhed. Under Alexanders Sejrstog
gjennem Asien har Kalanus truffet den store Konge, da denne drog ned
ad Indusfloden med sine Skibe, og Synet af den straalende Skikkelse i hans
Magt og Skjønhed har grebet Kalanus’ Hjærte, saa at han i Kongen tror
at se den legemliggjorte Guddom, hvis Komme de gamle Skrifter har forudsagt - den guddommelige Befrier, der vil grundlægge et Retfærdighedens
Rige paa Jorden. Kalanus følger efter Alexander til Pasargadæ, stedes
atter for hans Aasyn og modtages venligt af den store Konge, der indtages
af hans fromme og vise Tale og gjærne vil knytte ham til sig som sin Ven.
Men ved Kongens pragtfulde Gjæstebud, hvor Verdenserobreren lader sig
besejre af Vin og Kvindeskjønhed, opdager Kalanus med Forfærdelse,
hvorledes han har taget fejl, og i den dybeste Smerte og Skuffelse forlader
han Kongeborgen. Saa dybt føler han sig fornedret ved sin Vildfarelse,
og saa bitter er hans Smerte, at han beslutter frivillig at søge Døden
paa Baalet; men Alexander vil ikke, at dette skal ske; han opsøger Kalanus
i hans Hytte, og i den følgende Handling - Digtets skjønneste og
sjælfuldeste Del - foregaar den mærkelige Kamp mellem Alexander
og Kalanus, under hvilken Kongen skiftende fra Velvilje til Vrede og
Trods gaar over til at tilbyde ham at vælge hvilket af Asiens Riger,
han vil kalde sit, og endelig knælende bønfalder Kalanus at
opgive sin Beslutning om at dø. Det er allerede vidunderligt skildret, hvor
Kongen fra først af vil berolige Kalanus, idet han siger til ham:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0494.html
