Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"... Saa let forspildes ikke Kongens Venskab,
Thi Alexanders Gunst er ei som Vinden,
Der blæser snart i Øst og snart i Vest,
Og hvert et Øieblik af Lune skifter;
Vær derfor rolig og hav ingen Frygt!
Kalanus.
Og hvorfor Frygt?
Alexander.
Du her det hørte jo.
Du kunde tro mig vred - fortørnet paa dig;
Men som jeg sagde, hav ei Frygt derfor.
Kalanus.
Den Frygt jeg næred ei. Hvi skulde du
Vei være vred paa mig? Jeg, som dig elsked,
Som i mit Hjerte Dag og Nat dig bar,
Som over alle Andre høit dig æred,
Som i din Fristelse til Hjælp dig iilte,
Og selv tilbagestødt ei følte Nag.
Alexander.
Saa du for Tabet af min Gunst ei ftygted?
Kalanus.
Nei ingenlunde.
Alexander.
Pyrrhon! Hører du?
Din Gisning reent slog feil. Saa lidt i Angst
For Tabet af mit Venskab er vor Mand,
At naar vi see os til, det mig nok bliver,
Der er i Gjæld til ham for svegen Pligt.
- - -"
"- - - - - - Lykke!
O, store Konge, du med Ord mig frister.
Det var ei Lykkens Drøm, jeg higed efter,
Thi hvor er Lykkens Hjem paa denne Jord?
Lyksalighed - men evig - var mit Maal;
Mit Maal var Viisdom efter Lovens Bud,
Var Sjælens Ligevægt - den dybe Fred,
Hvor hver en Attraa lydløs er forstummet,
Og Tankens stille Flamme lyser kun.
Da træder af sit Skjul jo frem det Evige,
Saa Herligheden sees, vi fordum tabte;
Da vaagner først den stærke Længsel efter
Det store Seiers-Maal, hvortil vi stræbe,
Det Høieste, hvortil vort Liv det bringer.
Alexander.
Det Høieste - hvad er det?
Kalanus.
Døden - -"
"Høit om mig Luerne stige,
Mørket udbreder sig rundt om,
Sorte Skygger jeg seer, og
Gnistrende Stjerner i Natten.
Køl er, o Brama, din Flamme!
Tørsten, den brændende, som ei
Kildernes Vand, som Viin ei,
Som ingen Frugt mægted stille:
Selv du den slukker, og Hjertets
Brand for din Lue nu viger.
Brama, min Aand nu qvæges!
Opad, paa glødende Vinger,
Opad fra Smerten jeg higer;
Dybt i din Favn jeg nedsynker."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
