Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meïr Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fruentimmer" og fremhævede, at man altsaa "kunde bestille Corsaren til at udskjælde,
ligesom man bestiller en Lirekasse til at gjøre Musik."
Under denne Strid var Navnet Kierkegaard aldrig blevet nævnet, og
Kampen havde derfor havt et Skær af Upersonlighed; men kort efter, da K.
navngav sig offentlig som Victor Eremita, Frater Taciturnus o. s. v., indtraadte
dermed et nyt Moment, og nu var det, at han gik forbi Goldschmidt
med "det store, forbitrede Blik." Goldschm. skriver derom i "Livserindringerne":
"Der var i dette Bliks Forbitrelse, ligesom i Kierkegaards hele personlige
Fremtræden, Noget, der strejfede det Komiske. Men dette gled tilside, gav
Plads for det Løftede, Ideale, som ogsaa var i hans Personlighed. Det
store, vilde Blik havde det ved sig, at det ligesom trak Tæppet bort fra
den højere Ret, som Kierkegaard hidtil havde pukket paa, og som jeg ikke
havde kunnet, men heller ikke villet se, Skjøndt jeg vel anede den. Det
anklagede og trykkede mig: "Corsaren" havde sejret i Striden; men selv
havde jeg faaet en falsk Nr. 1. Men tillige rejste sig i dette indholdstunge
Øjeblik en Protest i mit Sind: jeg var ikke saadan at se ned paa, og jeg
kunde bevise det. Inden jeg gjennem Gaderne kom hjem, stod det fast, at
jeg vilde opgive "Corsaren", og da jeg hjemme sagde, at jeg vilde det,
sagde man Gud ske lov! saa glad, men saa lidet overrasket, som om man
havde vidst om Tingen før jeg."
Det sidste Nummer af "Corsaren" under Goldschmidts Udgivelse udkom
den 2den Oktober 1846, og dermed var Bladets literære Værd og Betydning
til Ende. Goldschm. solgte "Corsaren" til Xylograf Flinch for 1500
Rdl. Samtidig overtog den Reitzelske Boghandel Forlaget af det ovenfor
nævnte Bind "Fortællinger", og da Goldschmidt paa den Maade havde faaet
samlet henved 4000 Rdl., rejste han ud i Verden "for at blive af med
Vittigheden og lære Noget", som han selv siger.
Mod Slutningen af 1846 - 27 Aar gammel - tiltraadte Goldschmidt
sin Udenlandsrejse, der strakte sig over Hamborg og Leipzig til Wien, derfra
over Venedig og Florents til Rom og siden hjam efter over Genf. I Oktober
1847 var han atter hjemme, og i December s. A. udsendte han det
første Nr. af Maanedsskriftet "Nord og Syd", der kort efter Tronskiftet 1848
udkom som Ugeblad. Paa Udenlandsrejsen havde han truffet sammen "baade
med dem, der vilde tilvejebringe et nyt Menneskeligt ved at omstyrte Kirke
og Samfund, og dem, der vilde bevare og hævde Samfundet ved Hjælp af
Kristendommen som ideal Humanisme. En Jøde kunde frit vælge mellem
begge; paa Basis af den sidstnævnte blev "Nord og Syd" lil," siger Goldschmidt.
Ogsaa i de politiske Spørgsmaal indtog han fra nu af et nyt
Standpunkt. I "Nord og Syd" - hans Hovedværk som Journalist -
kæmpede han for "Kongedømmet med republikanske Institutioner" og sluttede
sig til Helstatsmændene, der vilde bevare Slesvig ved Hjælp af Helstaten, i
Modsætning til Ejder-Partiet, der vilde have Helstaten brudt for Slesvigs og
for den nordiske Enheds Skyld. Samtidig sluttede Goldschmidt en Alliance
med Godsejerne og den saakaldte "Grundejerforening", der talte Mænd som
Frijs-Frijsenborg, Blixen-Finecke, Holstein-Holsteinborg o. fl., hvad der dog
ikke hindrede ham i ligesaa varmt som før at tage Ordet for frisindede
sociale Reformer. Der har rimeligvis foresvævet Goldschmidt noget om at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
