Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Scharling - Johannes Fibiger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en betydelig Virksomhed som teologisk Forfatter, en Virksomhed, som han
har fortsat indtil de seneste Aar. Som hans Hovedværker paa dette Omraade
nævnes „Menneskehed og Christendom i deres historiske Udvikling, en
Fremstilling af Historiens Filosofi“, I–II (1872–74, 2den gjennemsete Udgave
1894) og „Christelig Sædelære efter evangelisk-luthersk Opfattelse“ (1886,
2den Udg. 1896).
Ved Universitetets 400 Aars Jubilæum 1879 erhvervede H. Scharling
den teologiske Doktorgrad ved sit Festskrift om „Jacob Bøhmes Theosofi“,
og 1882 blev han ældste Professor i det teologiske Fakultet. Blandt de
forskjellige Rejser, han har foretaget, kan nævnes, at han i Foraaret 1889 for
anden Gang besøgte det hellige Land.
I Henrik Scharlings omfattende Produktion som æstetisk og teologisk
Forfatter møder man en varmhjærtet, fintfølende og sandhedssøgende
Personlighed, baaren af en uskrømtet Idealitet, som det er velgjørende at lære at
kjende, og paa samme Tid en grundærlig Konservatisme, som maa aftvinge
Respekt i lige høj Grad hos Modstandere og Tilhængere.
Af Literatur henvises til: „Levnedsbeskrivelser af de ved Kjøbenhavns Universitets
Firehundredaarsfest promov. Doktorer“; W. Scharling: „Slægterne Scharling–Lund“, A. S.
Poulsen og S. Bauditz i „Dansk biogr. Lexikon“.
Der er endnu en ret anseelig Række Forfattere, der nærmest slutter
sig til den her omhandlede Periode, og hvoraf enkelte har ydet Arbejder
af blivende Værd.
En Særstilling indtager Præsten Johannes Fibiger, født 1821, død
1897. Han var en ejendommelig, rigt udrustet Digterbegavelse, hvis Skrifter
røber dybsindig Tænken og et stærkt bevæget Følelsesliv. Hans første
Arbejder var de bibelske Dramaer „Jephtas Datter“ (1849), „Jeremja“
(1850) og „Johannes den Døber“ (1857), hvoraf navnlig det sidstnævnte
indtager en betydelig Plads i vor Literatur. 1858 udsendte han „Kors og
Kjærlighed, en Familie-Tragedie“, hvori han med Finhed og Dybsindighed
søger at anskueliggjøre middelalderligt Liv og Tænkesæt, og i 1865 udkom
„Nogle Sagn“, versificerede Fortællinger. Men den tunge Form spærrede
disse Arbejder Vejen til at finde fuld Forstaaelse og Paaskjønnelse hos
Læseverdenen. Først i 1878 gjenoptog Joh. Fibiger sin poetiske Produktion;
under Pseudonymet Diodoros udgav han „Den evige Strid“, tre Digte
med Emner fra den græske og nordiske Oldtid („Sisyphos“, „Hedin“,
„Helenas Død“). 1881 fulgte Prosafortællingen „Mine Søstre, Optegnelser
af Henrik Due“, 1882 "Graabroderen“, et episk Digt med Motiver fra
Reformationstiden, og som hans sidste Arbejde Digtsamlingen „Sorgens
Genier“ (1884). Dog heller ikke med sin gjenoptagne poetiske Virksomhed
vandt han nogen Sejr udad til; hans Digtninger er vægtige i Tankeindhold
og vidne paa mange Steder om en særegen, storladen Fantasi; men han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
