Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Henrik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
holdt han af visse Lærere og deres Fag, andre hadede han. Mod
Studiefællerne viste han ofte en stærk Tilbageholdenhed, der pludselig kunde slaa
om til kaad Lystighed og aaben Fortrolighed. Der var svært Humør i ham
den Gang, han levede sorgløst og nød Verden.“[1]
Først og fremmest synes han allerede paa den Tid at have en stærk
Vilje og en betydelig Uafhængighedstrang. Nitten Aar gammel gjorde han paa
egen Haand og med knappe Midler en Rejse gjennem Rhinegnene til Schweiz.
Efter sin Hjemkomst, 1877, tog han Ingeniørexamens første Del, og tre Aar
efter, 1880, indstillede han sig til anden Del, men forlod Examen. Fra nu
af saà han sin Fremtidsgjerning ligge i andre Spor end de, han fra først af
havde tænkt at følge. Han blev Lærer ved Broderens, Morten P.’s
Folkehøjskole i Hjørlunde, omgikkes meget med Egnens Bønder og giftede sig
et Aars Tid efter med en ung Gaardmandsdatter. Hans Lærergjerning ved
Hjørlunde Højskole varede henved fire Aar, afbrudt af en Rejse til Italien;
derpaa flyttede han i 1884 til Østby (i Horns Herred), der var hans Hustrus
Hjemstavn, og her, ligesom i Hjørlunde, levede han sig stærkt sammen med
Befolkningen.
Men ligesaa lidt i sine Ungdomsaar som senere hen opgav han noget af
sin udprægede Selvstændighed. Opholdet i Hjørlunde Højskole gjorde ham
ikke til Grundtvigianer, og det nære Samliv med Landbefolkningen paavirkede
ikke hans egen Personlighed udover den Befrugtning, som kunde vindes
ved et Friluftsliv og ved de Iagttagelser, det gav rig Lejlighed til; disse
Iagttagelser kom til at danne Grundlaget for en væsentlig Del af hans Digtning.
Henrik Pontoppidans Debutarbejde var den lille rørende Fortælling „Et
Endeligt“, der første Gang stod trykt i Ugebladet „Ude og Hjemme“,
Septbr. 1881. Den handler om et fattigt Husmandshjems Opløsning. Gamle
Niels Ingvor dør, hans Kone, gamle Else, kommer paa Sognets Fattighus,
og Barnebarnet Johanne rejser ind til sin Kondition i Kjøbenhavn, efter at
Indboet er solgt ved Auktion, og den ældgamle Hest, „Stjerne“, der har
tjent Familien tro i mange Aar, har endt sit Liv hos Hesteslagteren. I denne
lille Historie ligger i fuld Spirekraft Frøet til Pontoppidans Forfatterskab:
Billedets Virkelighedstroskab og dets Understrøm af Medfølelse. Ogsaa Stilen
har sin særegne Farve. Man vil huske Fortællingens sidste Optrin, hvor
Johanne følger gamle Else Ingvors til Arbejdshuset:
– – En kroget Kone lukkede Døren op for dem, og strax slog en kvælende,
muggen Luft dem i Møde. – Johanne saa’ sig om. Det var et stort, men lavt og mørkt
Rum med mange smaa Vinduer. Ved hvert af disse sad en gammel, smudsig Kone og
kartede – med Bunker af Uld og Pjalter foran sig, der udbredte en ulidelig Stank.
Da de to Fremmede traadte ind, standsede de i deres Arbejde og i den smudsige
Historie, som den lille, væmmelig vanskabte Kone i Krogen gav til Bedste. Johanne
saa’ disse stumptandede Munde og nysgjerrige Øjne stirre ædende hen paa sig, og gjøs.
Kun en af Stolene var ubesat, men Johanne vendte Ansigtet fra den. Hun kunde
ikke udholde den forfærdelige Tanke, at det var her, det Liv skulde endes, som hun
elskede højest i Verden. I fortvivlet Graad klyngede hun sig til hende og gjemte for
sidste Gang sin lille frygtsomme Sjæl hos den Gamle.
„Mormor dog! Mormor dog!“
„Bryd dig ikke om mig, Lille,“ sagde den gamle Kone, og glattede hende over Haaret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
