Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustav Wied - Peter Eggert Benzon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke kunde spilles til Ende –, 1893 „Barnlige Sjæle“, en Samling
delvis yderst vovede Fortællinger, 1894 „Menneskenes Børn“, to Bind
Novelletter, hvori Humor og lyst komisk Lune har Overvægten, 1895
„Ungdomshistorier“, en Fortælling, 1896 „Lystige Historier“ og s. A.
Satyrspillet „Erotik“.
Efter at Wied i det følgende Aar havde betraadt et nyt Felt med de
to Bøger: „Bedstemoders Manuskript, spredte Billeder af Livet i
Aarhundredets Midte“ og „H. C. Andersen, Stemninger og Æventyr“ (begge
1897), vendte han tilbage til sit egentlige Omraade, den komiske Roman
og Satyrspillet, og udgav nu i ligesaa hurtig Rækkefølge som tidligere:
„Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde“, fire Satyrspil (1897, 2. Opl. 1899),
„Slægten“, Roman(l–3. Opl. 1898), „Livsens Ondskab, Billeder fra
Gammelkøbing“ (1899, 3. Opl. 1903), „Det svage Køn“, fire Satyrspil (1900,
5. Opl. 1901), „To Kroner og Halvtreds og andre Skærmydsler“ (1901)
og „Knagsted, Billeder fra Ind- og Udland“ (1–2. Opl. 1902).
Gustav Wieds Komik rummer alt i alt ikke faa Afskygninger. Han
ynder fortrinsvis at se Mennesker og Forhold i Forvrængningens Hulspejl,
fordi det byder Lejlighed til den groteske Overdrivelse, hvori et overvættes
frodigt Lune kan udfolde sig uden Begrænsning. Til andre Tider kan
„Grinebider-Djævlen“ have Overvægten. Men hans Humor kan ogsaa meget
ofte støtte sig paa den sikre og solide Iagttagelse, og med en egen tør
Komik, af langt større Ægthed, stiller han da sine Figurer og Situationer
frem til Beskuelse, og Virkningen udebliver da sjælden eller aldrig.
Mønstergivende for disse komisk opfattede, men tillige skarpt sete og fremstillede
Skikkelser er, fremfor de fleste andre, Toldkontrollør Knagsted i Romanen
„Livsens Ondskab“.
I de senere Aar er Wied med Forkjærlighed slaaet ind paa dramatisk
Produktion, idet han for en stor Del har benyttet Motiver fra sine Romaner
og Fortællinger, efter at allerede tidligere flere af hans Satyrspil med Held
var bragt frem paa Scenen. Foruden disse har han skrevet
„Thummelumsen“, Komedie i 5 Billeder (1901, opf. paa Folketeatret s. A.), „Den
gamle Pavillon“, Skuespil i 3 Akter (1902, opf. paa det kgl. Teater s. A.),
„Hendes gamle Naade“, Skuespil i 5 Akter (1904, opf. paa Folketeatret),
„Et Opgør“, en lille Komedie i l Akt (opført paa det kgl. Teater s. A.)
og „Byens Stolthed“, Komedie i 5 Akter (1905, opf. paa Folketeatret). –
Sammen med Jens Petersen har han desuden skrevet „Første Violin“,
Komedie i 4 Akter (1898, opf. paa Folketeatret s. A.) og „Atalanta eller
Naar Piger har Penge“, Komedie (1901, opf. paa Dagmarteatret). –
Wieds sidst udgivne Bog er Satyrspillet „Dansemus“ (1905), hvori
Figurtegningen i højere Grad end i noget af hans øvrige Arbejder er ført over
i det karrikaturmæssige.
Blandt Forfattere, der er dukkede til Bunds i dansk Folkeliv, med
særligt Sigte paa dets religiøse Rørelser, staar P. E. Benzon som en af de
betydeligste. Hans humane Livsanskuelse og sunde, lyse kristelige Tro
giver hans Bøger et tankevægtigt Indhold, paa samme Tid som selv en meget
fordringsfuld Læser vil tilfredsstilles af hans gode Fortællekunst, der raader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
