Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Peter Eggert Benzon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
baade over Lune og usminket Følelse. Han staar uafhængig af alle
Kunstteorier og Systemer; det er hans eget varme og bevægede
Stemningsliv, der giver ham Pennen i Haanden, og lydhør for, hvad der rører sig i
og uden om ham, er han bleven en altid sanddru og vederhæftig, ofte
tillige i høj Grad fængslende Fortæller.
Peter Eggert Benzon (født 25. Novbr. 1857, Præst i Galten ved
Hadsten) debuterede som skjønliterær Forfatter med Digtet „Døberen
Johannes“ (1880); dernæst udkom Digtsamlingen „Kornmod“ (1883),
der vakte Opmærksomhed ved sit følte og stemningsbevægede Indhold –
den indeholder bl. a. det store, smukke Digt „Heloïse“ –; men det var
dog først med de to Fortællinger under Fællestitlen „Svovl“ (1894, 2. Opl.
1895), at P. E. Benzon slog fuldt til Lyd for sit Navn og vandt en
agtpaagivende og paaskjønnende Læsekreds. Handlingen i den første af
Fortællingerne, der har givet Bogen dens Titel, har til bærende Ide Modsætningen
mellem den mørke, pietistiske kirkelige Retning – saaledes som den
personificeres i Pastor Vandborg og Sognets „Hellige“ – og en lys og frejdig
Kristendomsforkyndelse i Nabopræsten, Schous Skikkelse. Fremstillingen af
de to kirkelige Synsmaader er udført med ærlig Stræben efter at gjøre
Billedet paa én Gang sanddru og levende, og Handlingens Udvikling giver
Forf. Lejlighed til at tegne en Række virkelighedstro og karakterfulde
Menigmandstyper. Rent ud ypperligt er Bogens Indledningskapitel med
Skildringen af den gamle Bonde, Povl Hansens sidste Timer og den Tort
og Sorg, hans skikkelige Kone gaar igjennem, da Præsten har nægtet at
give hendes Povl Alterens Sakramente, ja, ovenikjøbet har erklæret ham
for evig fortabt, fordi Manden har været tilbøjelig til at se for dybt i
Glasset. – Kunstnerisk set, og i Stemningens Dybde og Finhed, staar dog
Bogens anden Fortælling: „En Mur“, betydeligt højere. Her er
Hovedpersonerne en ung, varmt troende Kvinde og den unge Videnskabsmand,
en Ikke-Kristen, men et bravt og begavet Menneske, som vinder hendes
Hjærte trods Forskjellen i deres Livssyn. De mødes paa et Sanatorium i
Sudeterne i Østerrigsk Schlesien, hvor de er søgt ned, hun i Selskab med
sin Søster for at finde Helbredelse for en ondartet Brystsygdom, han for
at gjenoprette sit ved overdrevent Arbejde ødelagte Nervesystem. Skildringen
af deres vaagnende Forelskelse og af Forholdet mellem dem, saaledes som
det udvikler sig til en Trolovelse, og derpaa den tragiske Afslutning ved
hendes Død, er udført uden alle psykologiske Raffinements, men med en
kjærlig og nænsom Forstaaelse, der giver Fortællingen en Understrøm af
sart og kjøn Stemning og tillige af dyb menneskelig Følelse. Der er intet
Tilløb til Propaganda, Fortællingen er absolut fri for Tendens, men ingen
kan være i Tvivl om, hvor Forf.’s eget Stade er, og hvad han selv anser
for en bærende Livsmagt. Ligesaa lidt fører Handlingens Gang til en
pludselig, haardhændet Omvendelse af den unge Fritænker. Hovedvægten er
lagt paa Forklaringen af den Mur, der staar adskillende mellem de Elskende,
hvor ømt de end drages til hinanden, og som i hendes sidste Øjeblikke
rejser sig saa stærk, at han sidder som en fremmed ved hendes Dødsleje,
fordi han ikke ved de Ord, som hun har Trang til at høre, og som han
ikke kan sige hende. Men da hun er borte, bliver det gjennemlevede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
