Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen - Hans Kaarsberg - Laurids Bruun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kræfter, der findes i de brede Lag, og som han selv er med til at bære op,
hvor der er høj og lys Luft.
Som Folkelivsskildrer og Novellist er ogsaa Lægen og Forfatteren,
Dr. Hans Kaarsberg (født 1854) en interessant og fængslende
Personlighed, hvis Forfatterskab strækker sig over saare forskjellige Egne. Bedst
og størst virker han, hvor han har vid Horisont for sin Digtning. En Bog som
„Gjennem Stepperne og blandt Kalmykkerne“ (1892) er ligesaa meget en
Digters som en agtpaagivende og videnskabeligt undersøgende Rejsendes
Værk. Hans Kaarsberg er en Naturenthusiast og dertil en passioneret Jæger,
og han ynder fortrinsvis den primitive, uberørte Natur og „det store Vildt“,
som han har truffet i fjærne Egne langt nord- og østpaa. Hans Sind har
den aabneste Modtagelighed for, hvad han har mødt af mærkelige
Mennesketyper og mægtigt Sceneri; det har anslaaet beslægtede Strænge hos ham selv,
og de stærke Svingninger, hvori det har sat hans Fantasi, har han overført
i de ofte helt betagende Billeder, som indeholdes i hans Digtning. Som
Mønster paa dette Omraade af hans Produktion maa man især
henvise til hans Bog „Stort Vildt“ (1901), hvori Fortællinger som „Ulven“
(om Armenieren Hagop), „Isbjørnen“ og „Elgtyren“ rummer saa stærk og
oprindelig Fantasi, saa vilde og mægtige Naturscener som hos faa andre
danske Nutidsforfattere. Kaarsberg skriver overhovedet med en ildfuld
Lidenskab, som ikke er almindelig i vore Dage; han er med hver Nerve
med i det, han skildrer, og selve Stoffet tager ham saa umiddelbart fangen,
at ligesaa ofte som hans Stil faar al den Ild og Styrke, som svarer til Emnet,
saa ofte kan han ogsaa blive mærkelig ligegyldig eller skjødesløs i sin
Form. Han er fremfor alt en Frihedsmand med ubehersket Afsky for alt,
hvad der kan stramme og snære, og Filisteri og Konveniens er ham noget
nær ligesaa forhadt som Undertrykkelse og Uret.
En anden Side af Hans Kaarsbergs Forfatterskab er hans Beretninger
om smaa og ynksomme Menneskeskæbner, om Saadanne Mennesker, der
af den ene eller den anden Grund, med eller uden egen Skyld, staar paa
Livets Skyggeside. Ogsaa det sære og lidet hverdagsagtige opsøger han
gærne. Hans Stil og Emner kan vexle mellem den hedeste Pathos og et
eget grotesk Lune, der undertiden giver sig Udslag i de kaadeste
Bukkespring i Retning af Ordvalg og Billeder. Der er noget yderst løssluppent i
denne Fremstillingsmaade, og den kan komme til at bryde Værkets Form,
men den fængende Ild bliver derfor ikke ringere.
Hans Kaarsbergs første skjønliterære Bog bar Titlen „Mislyd og
Harmonier“, fem Noveller, og udkom anonymt 1886, og i Tidens Løb har
han bl. a. udsendt følgende Arbejder, hvis Emner og Motiver er hentede
mange Steder fra: „Daarlige Tider“, under Mærket Hans Juul, (1887),
„Fordærvede“ (1888), „Mutterlillen“ (1889), „Gjennem Stepperne og
blandt Kalmykkerne“ (1892), „Mennesker“ (s. A.), „Folkene paa
Nakkebjerg“ (1895), „Langt ude–“ (1897), „Sort og Rødt“ (1898), „Trange
Stier“ (1899), „Stort Vildt“ (1901) og „For en Vinteraften“ (1904).
Det hører til Sjældenhederne, at en Skribent, som i en lang Aarrække
har udsendt Bog efter Bog uden at opnaa stort mere end den kvalificerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
