Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A og aa - Appelgyder ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
44 antvorde —
war nadhighe frue.” Dipl. 1407. (Udv. D. Dipl. S. 321.) ”At mand skal
icke vere wtro met det hannem antuordis.” Bibl. 1550. 2. Mace. 3, 4.
”At de Börn vel optuctis, som dennom ere antvordet udi troer Haand.”
N. Hemmingsen, Livsens Vei. 1570. 32. p.
”Antvorde i Rette”, overgive til Rettens Kiendelse, indlade til
Doms. ”Tha antwardete 3 then sagh i rette, oc begerede dagh till
i dag.” (Landstingsdom. 1470. D. Mag. [I. 268.)
Appelgyder, n. s. 1.. Klokkestober. ”At hand kan göræ
det effter Appelgyderne.” Bib. 1550. Viisd. B. 15, 9. (”Den
Rothgiessern nachthun.” Luther.) P. Tidemand i sin Overs. af
Viisd. B. (1541) har ligeledes ”4pelgyder”, og i den Resenske
Overs. (1607) er det beholdt. Nyere Bibelovers. have
Kobbersmed. (”Kobbergyder”, ærarius. P. J. Colding. Etymol. lat.)
Apæld, n. s. Abild, Æbletræ. (Findes saaledes i D. Lægeb. af
XIV. Aarh. Cod. Magn. 187; og Æplæ, Æfble; plur.)
Arbeidsembede, et. Haandværkslaug. ”Swa (ær och) at fkicke
om alle arbeydsembithe.” K. Valdemars Privil. for Lund. 1361.
(Jvf. Rosenv. Gaardsr. S. 595.)
Arbeidsherlighed, n. s. den Rettighed, som Herlighedsbesidderen
havde til at fordre Hoveri, eller Ægter og Arbeide (Hovarbeide)
af den, som brugte en Fæstejord. (Ar. Berntsen. II. 2. S. 156.)
Arbeidssvend, en. Arbeidskarl, Tienestekarl hos en Herremand (i
Modsætning til Hofsvend). ”Öc the thet giorte (et Manddrab
paa en af Hr. Erik Ottesens Svende) thet wor hanss (Lage Brocks)
Arbeydisswenæ oc ey hans Hofffwennæ.” (Et Dombrev fra Kongens
Retterting. 1471.)
Arbeids-Øg, Udgangs-Øg, n. s. Arbeidshest, Udgangshest. (Her:
Øg, der om Sommeren gaae paa Græs.) ”At Affnö (Avnø) mæn kunne
oc muæ wæl frii theris mælke fææ .... och hwer theræ IV. arbeydis
öckæ .... Togh swa at the forkec thennom anderstet græs till theris
studæ om sommeren, oc andræ vdgangs öckæ.” 1496. (Scr. R. D. IV. 346.)
Arbørst, Armbørst, Armboøskt, (et) n. s. en Bue, der er befæstet paa
et Skaft, og spændes paa en konstigere Maade. (Flitsbue,
Laasbue.) balista brachialis. Ordets Oprindelse og Skrivemaade er
lige uvis. Ihre udleder det Gl. Sv. Arborst (f. Ex. i 1. Moseb.
21, 16.) af Arf, en Piil, (Goth. Arhvazn; E. Arrow) og bersa,
at kaste; H. Spegel derimod af Midd. Lat. Arcubalista, hvoraf
det Eng. Arbalist; Fr. Arbaleste. I ældre T. findes Armbost (1423)
og Armbrust. (Frisch W. Buch.) Graff (Alth. Sprachschatz.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
