Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - ... - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vildfare — 279
Tingbrev fra Løllands Landsting, 24. Nov. 1540, sees, at to
Præster i Vestenskov og Arninge havde klaget til Thinge over
at dem er skeet Uskiel og Uret ”paa then Dom, Kongel. Maj.
har giffuit them emod then Viingotz oc Kalenthe-gotz, som ligger
vdj Synder og Nörre Herreth.” (Rhodes Saml. til Loll. og
Falsters Hist. II. S. 277.)
Biinqvist, n. s. Viinranke. ”Dine Vinquiste.” (Bibel 1550. Zer.
48, 32. — Luther: deine Reben.)
Biinsankelse, n. s. Viinhøst. ”Din Vinsanckelse.” (Bibel 1550.
Jer. 48. 32. — Luther: deine Weinlese). ;
Vild, n. s. Gunst, Godtbefindende. (Isl. vitd.) ”Eet
persoenligtt oc besynderligtt willd haffuer oss alle bedragett, naar wij
haffue meer anseett wor timelige fordeell, nötte oc gaffn end
hafft Gud oc Gudtz retferdighed for öghen.” P. Eliæ. (Imod
Malmøbogen. 1530. Danske Skr. I S. 345.)
vild, adj. 1. velhavende, i god Tilstand. ”Handuerksfolck og
Daglönere, naar de haffue forhuerffuet nogle Penninge om
vgen, saa dricke de dem bort om Söndagen, oc bliffue aldrig
vildere.” P. Palladius: (Om Drukkenskab. 1559.) 2. vild. ”Han
er icke rvildere en et best eller et vskelligt creatur.” (Jertegns
Post. 1515. f. 48. a.) ”Sanneligh then vsle man er megheth
wildh, som thethe ey mynnes.” (1488. Cod. reg. 1586. 4to.
fol. 13. b.)
Vildbrad, n. s. Vildt. ”Lad mig æde aff din vildbrad.” (Bibel
1550. 1 Moseb. 27. 25. — Luther: wildprett.)
Vilderede, n. s. ”Den Wgudelige gör vilderede iblant gode
Venner.” (Bibel. 1550. Syr. 28. 11. — Luther: verwirret gute
freunde.) /
vildes, v. dep. fare vild. ”Then dröwelse ther tw fek then tiidh
ther thin kæristæ sön war fra tek vildet.” (Gl. D. Bønnebog.
Cod. R. 1614.)
vildfare, v. n. 1. Egentlig: fare vild af Veien. ”Thet faar som
wildfoor.” (1488. Cod. Reg. 4. Nr. 1586. f. 32. b.) 2. feile,
begaae Feil, falde i Vildfarelse. ”Naar jeg seer vore Prelater
vildfare, oc deris Stat saa ilde beuare.” (Reinike Fos. 1555.
f. 163. b.) ”Vmyldhe mæn wildfaræ i there tankæ.” (1488.
Cod. reg. 1586.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
