Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Trakfater 1523—60 (Traités da Danemark et de la Norvége 1523—60) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
1541. 31. Maj.
f\ji den Skade, som Nederlandene havde paafort Kongen , maatte dog
tilsidst gaa ind paa Betaling til de overijsselske Stæder paa saa gun
stige Vilkaar, som de kunde opnaa.
De danske Gesandten, der 20. Jan. havde faaet Ordre til at opsætte
deres Afrejse noget og endnu i Slutningen af Marts opholdt sig paa
Breitenburg i Holsten, havde 5. Maj deres første Audiens hos Kejseren,
du modtog dem velvilligt og meddelte, at Forhandlingerne med dem
vikle blive overdragne til de Prato, Granvella og nogle andre. Den
7. Maj aabnedes Forhandlingerne i Granvellas Hus, hvor de Prato.
Granvella og Dr. Jean de Naves vare til Stede, senere deltog ogsaa den
ktjsei lige Baad Dr. Karl Boysot i Forhandlingerne. De kejserlige Kom
missæi ei erkendte straks, at Pfalzgreven ikke kunde gore nogensomhelst
Fordring paa Rigerne eller Hertugdommerne, saalænge Christian II
levede, men baade Pfalzgreven og Kejseren maatte kræve Christian II
frigwet og genindsat. Herom drejede Forhandlingerne sig de første
Dage. Fi a dansk Side forte scedvanlig Utenhof Ordet, og han afviste
bestemt enhver Forhandling om Christian IFs Frigivelse og Genind
soettelse. En saadan Forhandling maatte nødvendigvis føres i Nær
heden af Christian IFs Fængsel, da hans Mening stadig maatte hores,
og man havde derfor ogsaa foreslaaet Dronning Maria et Mode i Ly
bæk, Hamborg eller Lyneborg, men da Kejserens to Skriuelser til Chri
stian III alligeuel aldeles ikke havde talt om Christian II, men kun
om Christian III s Strid med Pfalzgreven og Nederlandene, havde de
ikke faaet Fuldmagt til at forhandle om Christian II. De danske Af
sendinge holdt fast herved, skønt de kejserlige Kommissærer sagte at
oveitale dem til i alt Fald at udtale sig om Betingelserne for en Fri
givelse og Restitution af Christian II og lovede, at deres Forslag ikke
skulde blive meddelte Pfalzgreven. Landgrev Filip af Hessen, der seiv
var mødt paa Rigsdagen og under den fuldbyrdede sin i længere Tid
forberedte Underkastelse under Kejseren, antog sig med stor Iver Pfalz
gi evens Sag og raadede indtreengende til et Forlig med denne paa
Grundlag af en Landafstaaelse, enten Norge, Jylland eller Skaane, da
man jo havde bedraget Christian II med Lejdet og Kejseren sikkert
engang vilde angribe Danmark af den Grund; hertil vilde Kejseren
let kunne faa Hjælp af Frankrig og England, der endogsaa havde til
hudt den, da Christian IFs Afsættelse og Fængsling havde sat meget
ondt Blod hos alle kronede Hoveder; man risikerede ogsaa let, at Kej
seren afkobte Pfalzgreven hans Fordringer paa de nordiske Riger for
silv at sætte sig i Besiddelse af disse. Disse Forestillinger gjorde dog
intet Indtryk. Utenhof svarede, at Christian II seiv var Skyld i sin
Ulykke, da han havde betroet sin Skæbne til en løs Proest; han maatte
lære at se sig for. Faren fra Kejserens Side var næppe stor, da han
havde mere end nok at gøre med sine egne Sager, ja ikke engang
kunde hjælpe sin egen Broder, og sikkerlig ingen Hjælp vilde faa hver
ken fi a Frankrig eller England. Forhandlingerne mellem de danske
Afsendinge og de kejserlige Kommissærer, der hidtil var fort under
meget venskabelige Former, blev noget skarpere, da de sidste overgav
et Indlæg fra Pfalzgreven, hvori han klagede stærkt over den Behand
ling, dei var bleven Christian II til Del, og hævdede sin Ret til de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
