Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
379
1621. 29. April.
Nr. 24.
dog, at de fremmede Nalioner ikke kunde gøre Fordring paa at drive
Kvalfangst under Spitsbergen, fordi de Danske fik Tilladelse til at gøre
det, da de ikke som Danmark havde nogen Ret til Spitsbergen. Anders
Sinklar forhandlede derefler paany med de engelske Kommissærer om
disse to Punkter, men da der ingen Enighed opnaaedes, gav Kong Jakob
den 18. April den Resolution, at hans Undersaatter skulde afholde sig
fra uden særlig Tilladelse at besøge de Havne, som var forbudte i de
gamle Forbund, hvilket optoges som Artikel U i Traktaten. Med Hen
syn til Hvalfangsten ved Spitsbergen erklærede han, at han foreløbig
ikke kunde bevilge de Danske Tilladelse til at deltage deri, men han vilde
siden sende Kommissærer til Forhandling om dette Spørgsmaal, og Chri
stian IV skulde da nok blive fuldstændig tilfredsstillet. Først den 26.
April blev man helt færdig med Forhandlingen om Traktaten, og den
29. April underskreves denne (A)1. Traktaten ratificeredes af Christian IV
den 20. Juli 1621 og af Kong Jakob I den 11. Okt. 1621.
Christian IV var alt andet end tilfreds med det Udfald, som For
handlingerne angaaende Hvalfangsten ved Spitsbergen havde faaet. Da
han i Begyndelsen af August sendte Sekretær Frederik Gunther til Eng
land med den danske Ratifikation af Traktaten, medgav han ham en
Skrivelse af 1. Aug., hvori han udtalte sin Forundring over, at man
ikke fra engelsk Side var gaaet ind paa del danske Forslag om Hval
fangsten, da det jo var det samme, som Kong Jakob seiv havde foreslaaet
Dr. Jonas Charisius i 1618. Det var jo ogsaa kun en Anerkendelse af
den faktiske Tilstand, og Christian IV mente, at han havde strakt sig
saa vidt, som dei paa nogen Maade kunde forlanges af ham, nåar han
gik ind paa, at de britiske Prætensioner, der ikke var ret mange Aar
gamle, stilledes paa Uge Fod med den norske, flere Aarhundreder gamle
Adkomst. Christian IV havde vel ikke noget imod, at Spørgsmaalet blev
Genstand for en ny Forhandling, men han vilde dog foretrække, at Sa
gen blev ordnet paa den af Jakob I seiv tidligere foreslaaede Maade 2.
Man var nu i England ogsaa bleven mere tilbøjelig til en Overenskomst
med Danmark om dette Spørgsmaal. De engelske Hvalfangere havde
nok været heldigere i Sommeren 1621 end i de foregaaende Aar, men
Nederlændeme og de Danske, der arbejdede sammen, havde dog været
dem overlegne, og der var absolut ingen Udsigt til, at de Engelske skulde
kunne holde baade Nederlændeme og de Danske borte fra Spitsbergen.
Jakob I „varede derfor 9. Okt. tilbage, at han vilde gaa ind paa, at
begge Kongers Undersaatter for begge Kongers Levetid deltog i Hvalfang
sten paa den Beiingelse, at de Danske ikke solgte eller lod sælge noget
af deres Fangst i det britiske Rige og ikke lod nogen, som ikke var
dansk Undersaat, dellage i Fangsten (B). I sin Svarskrivelse Dec. 1621
udtalte Christian IV sin Glæde over, at Kong Jakob nu var gaaet ind
paa hans Forslag til Bilæggelse af Striden. Han kunde ogsaa gaa ind
1A. Sinklars Relation 5/e 1621 med Bilag. (England B). 2A. Ræstad,
Norges Høihetsret over Spitsbergen S. 131 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
