Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 1653. 26. Sept. Nr. 6.
ret Meningen, at Redempiionspengene skulde betales af Generalstaternes
fælles Kasse, men herimod protesterede disse Provinser paa det stærkeste.
Redempiionspengene burde betales af dem, der drev Sejlads og Handel
paa Østersøen. Resultatet blev da, al man i Nederlandene til Bestridelse
af Redempiionspengene opkrævede en Afgift af alle de Skibe, der sejlede
til Sundet. Det viste sig ogsaa ret snart, at Traktaten i fmansiel Henseende
var ugunstig for Nederlandene. Seiv i de gunsligste Aar havde Toldind
tægterne af nederlandske Skibe i Sundet før Traktatens Afslutning højst
værel en 110—120,000 Rdlr., saa Aftøsningssummen seiv i disse Aar var
for høj, og i Krigstider, hvor Handelen paa Østersøen blev mere usikker,
blev Forholdet naturligvis endnu ugunstigere.
Man skulde herefter have troet, at Danmark havde været særdeles
tilfreds med Traktaten, men heller ikke det var Tilfældel. Aftøsnings
summen var nok høj, men der var den uheldige Omslændighed ved den
ny Ordning, at Nederlandene viste sig meget forsømmelige med Betalin
gen af de fastsalte Terminer, noget der var ganske særlig ubehageligt
for den danske Regering under dens daværende kroniske Pengemangel.
Seiv om Tolden i Sundet maaske ikke vilde have beløbet sig til slet saa
meget, havde man dog her straks faael Pengene ind. Endvidere var man
ikke rigtig tilfreds med den i Traktatens Art. 9 indeholdte Bestemmelse
om, at Danmark ikke maatte tilstaa nogen anden Nation, der betalte
Told i Sundet, den samme Begunstigelse, som var tilstaaet Nederlandene,
da den indeholdt et Baand paa den danske Konges Handlefrihed og der
for betragtedes som krænkende for dennes Højhed. Hertil kom saa ende
lig den Misfornøjelse, Traktaten vakte navnlig hos England og Sverrig.
Det skyldtes dels den nævnte Artikel 9 og den almindelige Begunstigelse,
som Traktaten gav den nederlandske Fragtfart, dels for Sverrigs Ved
kommende ogsaa, at Traktaten til en vis Grad gjorde den Toldfrihed
illusorisk, som Brømsebrotraktaten 1645 havde indrømmel Sverrig i Sun
det. For det første gjaldt denne ikke for fremmede Varer, indladedc i
svenske Skibe, saa disse stadig maatte underkaste sig Toldeftersyn i Sun
det, hvorued de sinkedes meget og stilledes ugunstigt i Konkurrencen med
de nederlandske, og dernæst blev svenske Skibe, der sejlede fra neder
landske Havne med Varer, ogsaa underkastede den i Nederlandene op
krævede Told, naar de skulde til Sundet, saa de i Virkeligheden maatte
betale Sandtolden i Nederlandene; ja de Svenske paastod endog, at der
krævedes større Afgifter af dem end af de nederlandske Skibe.
Der var baade fra engelsk og svensk Side ført forskellige Klager i
København over Redemptionstraktaten, men hidtil uden Resultat, om end
Riysraadet ftere Gange havde udtalt Betænkelighed ved den Misstemning,
Traktaten vakte. De politiske Forhold efter Udbruddet af Krigen mellem
England og Nederlandene gjorde dog, at den danske Regering nu blev
mere lydhør for Klagerne. Den blev bange for, at Sverrig skulde slutte
sig til England og i Forening med dette Land angribe Danmark, naar
det opfyldle sin Forbandspligt mod Nederlandene. Den nederlandske
Stalsmand Konrad v. Beuningen, der samtidig med at Kaiser i Juli 1652
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
