Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
665
Nr. 30. 1675. 15. Sept.
Griffenfeld Skylden derfor, og vistnok ikke helt uden Grand. Griffenfeld
var ikke den kraftige Beslutnings Mand, og han holdt af at fortsætie det
diplomatiske Spil saa længe som muligt. Rent personlige Grunde kom
sikkert ogsaa til. Han var bange for, at naar Kongen gik til Hæren i
Tyskland og kom under Indflydelse af Generalerne og Kurfyrsten af
Brandenborg, skulde han seiv miste sin Magi over Kongen. Hans Plan
om al ægie Prinsessen af Taranto, der vilde fremmes ved et godt For
hold Ul Ludvig XIV, har maaske ogsaa bidraget noget til, at han holdt
Bruddet med Frankrig og Sverrig hen. Men hertil kom, at Flaaden, hvad
enten det nu skyldtes Forsømmelse fra Griffenfelds og hans Broder Al
bert Gyldensparres Side eller ej, endna ikke var færdig til at stikke i
Søen. Griffenfeld kunde heller ikke blive enig med Generalerne om, hvor
i Tyskland Operationerne skulde føres. Da Planen om at angribe i
Skaane var opgivet, var Griffenfeld mest stemt for at lade Hovedstyrken
af den danske Hær gaa mod Bremen og Verden, og han søgte at bevæge
Kurfyrsten til at holde paa det samme, da han saa mente, at Genera
lerne maatte gaa med til det. Disse vilde ikke til Bremen og saa heller
ikke gerne, at Kurfyrsten gav sig til at belejre Wismar, da de var bange
for, at han skulde ødelægge sig for den faste By, og at den svenske Hær
i Pommern saa skulde vende sig mod Danmark. De vilde, som nævnt, heller
ikke have, at Kurfyrsten skulde have Wismar. For at faa Danmark til at
tage det afgørende Skridt, lod Kurfyrsten Brandt erklære, at han gerne
vilde overlade Kongen Wismar, naar denne vilde hjælpe ham til Slettin
og Forpommern. • Man kunde dog stadig ikke blive enig i København og
erklærede til Brandt, at man først maatte afvente Tilbagekomsten af
General Baudissin, der var sendt til Kurfyrsten for al iræffe nærmere
Aftaler. Kurfyrsten blev mere og mere utaalmodig og paalagde Brandt
at forlange en kategorisk Resolution, da den gunstige Aarstid gik tabt
ved denne Kølen. I Slutningen af Juli sendtes Gehejmeraad Thomas
Knesebeck til København for at kræve en Afgørelse. Kongen lovede da,
at Flaaden skulde løbe ud saa snart som muligt, og at Hæren i Holsten
skulde faa Ordre til at marchere mod Meklenborg. Men der skete allige
vel stadig intet. Brandt mente, at den indftydelsesrige Enkedronning af
Hensyn til Datterens Forlovelse med den svenske Konge og til Broderen
i Hannover søgte at hindre kraftige Aktioner. Brandt heretter ogsaa, at
han ved at benytte Jalousien mellem Enkedronningen og Griffenfeld fik
denne til nu endelig at lilraade Kongen at give Hæren Ordre til at sætte
sig i Bevægelse. Griffenfeld talte dog stadig til Brandt om, at Danmark
burde angribe i Bremen. Naar han og Kongen kom til Rensborg, vilde
han, hvis Kurfyrsten samtykkede deri, se at faa Generalerne bevæget til
at gaa mod Bremen. Brandt erklærede hertil, at nu kunde der ikke
være Tale om at ændre Planerne1.
1 Brandt t. Kurf. 17/t, *Vt, 26/i, 3l/v, 1/s, 10/a, 13/s 1675. Kurf. t. Brandt 29/t
1675 (Fridericias Afskr.). Jørgensen, Griffenfeld II. 267 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
