Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
574 1(589. JG. Juli. Nr. 24.
nogen Adskillelse før den Tid. Curtius havde senere en ny Forhandling
med Gyldenløve, der dog fasiholdt sit tidligere Standpunkt 1.
Imidlertid havde Christian V modtaget Kurfyrslens Skriuelse af 6.
Nov., hvori denne tilbod sin Mægling. Kongen foreslillede straks den
brandenborgske Resident i København, at han havde Betænkeligheder
ved at tilstede fremmed Mægling i denne Sag, da det var en oldenborgsk
Land- og Kammersag, hvori ikke blot Fyrsten af Ånhalt-Zerbst, men og
saa mange partikulære Personer, særlig Grev Anton af Aldenburgs Ar
vinger, var interesserede, og den danske Afsending i Berlin Georg Lincker
fik Ordre til at gore Kurfgrsten de samme Forestillinger*.
Hertug Johan Adolf var ogsaa imod den brandenborgske Mægling,
og navnlig kunde han ikke forslaa, at Kurfgrsten kunde foreslaa, at den
skulde føres i Berlin, hvor man ikke havde de nødvendige Arkivalier til
Slede og heller ikke kunde tage Landet i Øjesyn eller faa de nødvendige
Oplysninger af gamle Folk. Da Curtius’s Sendelse Ul Grevskaberne ikke
havde ført til noget, henstillede han til Kongen, om man nu ikke skulde
gaa til den af Kongen tidligere fortroligt foreslaaede Sekvestration af de
Godser, hvis Allodialkvalitet var omstridt. Del kunde man nok nu for
svare med plausible Grunde, og det kunde heller ikke skade Gyldenløve,
der jo slod i et godl Forhold til Kongen og derved nærmest fik sineArve
rettigheder sikrede mod aUe indtræffende Tilfælde. Hertug Johan Adolf
sendte samtidig en Anmodning om Sekvestration til Kongens Billigelse.
Han henviste i denne til, at der fra Grevskaberne var udskilt meget store
Stykker under Paaskud af, at det var Allodialbesiddelse, men alligevel
paahvilede alle Rigs-, Kreds- og Defensionsbyrder Lenet alene. Da Huset
Pløn, der havde Successionsret til Grevskaberne, hvis den kongelige Mands
stamme uddøde, var interesseret i, at der ikke udskilies mere som Allo
dialbesiddelse, cnd der virkelig var Allodium, havde han anmodet Allo
dialarvingerne, Fyrsten af Ånhalt-Zerbst og Grev Anton af Åldenburg,
om et Møde til Foretagelse af en ny Adskillelse. Fyrsten havde crklæret
sig villig, men Grev Anton var død, inden han havde erklæret sig, og
hans Arvinger havde erklæret, at ingen var berettiget til ai optræde som
Universalarving, da Enken var frugtsommelig. Da denne usikre Tilstand
kunde medføre skadclige Følger, særlig hvis der opstod Strid mellem Ar
vingerne, opfordrede Johan Adolf Kongen til som regerende Greve al
formaa Arvingerne til at gaa ind paa det foreslaaede Mode og til al
foretage en rettmessig Adskillelse og, indtil del skete, tage Allodiet i
Sekvesters.
1 Hert. Joh. Adolf t. Chr. V “A 1881 (med Curtius’s Relation om sin
Sendelse) (T. K. I. A. Breve fra Hert. Joh. Ad.). 2 Chr. V. t. Hert. Joh.
Ad. n/i 1681, t. Georg Lincker 11/i 1681 (Geh. Reg.). " Hert. Joh. Ad. t.
Chr. V 25/i 1681 (T. K. 1. A. Breve fra Hert. Joh. Ad.). Hert. Joh. Ad.’s Re
kvisitionsskr. 25 A 1681 (T. K. I. A. Oldenborg. Korrespondanceakt. vedr. den
aldenb. Succ. III).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
