Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - XII. Blev der i 1814 begaaet Uret mod de tidligere norske »Skatlande«?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
mærkede norske Statsretslærer Aschehoug, at det var et
Folkeretsbrud overfor Norge, at den enevældige dansk-norske Konge
afstod sit ene Kongerige til et fremmed Lands Konge uden at
indhente Samtykke dertil fra Norge selv). Og paa lignende
Maade er det i den nyeste Tid blevet hævdet fra islandsk Side,
at skønt Islænderne i 1662 overdrog al Magt over Island, baade
indadtil og udadtil, til den enevældige Konge alene, saa vilde det
dog have været folkeretsstridigt og imod Kongelovens § 19, om
den enevældige Konge uden Islands eget Samtykke havde
pantsat eller afstaaet Island til en anden Stat’).
Begge Paastande er dog efter den positive Folkeret og
navnlig, som den opfattedes i 1814, lige urigtige. Da den enevældige
Konge efter Kongelovens § 5, hvorefter Kongen »ene« — d. v. s.
paa egen Haand — havde Magt og Ret til at »slutte« og ophæve
Forbund med »hvem og naar han det got befinder« var han
efter Folkeretten utvivlsomt kompetent til med fuld folkereilig
Gyldighed at afslutte folkeretlige Overenskomster af
hvilketsomhelst Indhold og derunder altsaa ogsaa, især, naar han ved Krig
blev tvunget dertil, beføjet til paa egen Haand at afstaa
hvilkensomhelst Del af sit Landomraade’’). En anden Sag var det, at,
da Norge rejste sig til væbnet Modstand mod Landets Afstaaelse
til Sverige efter Kielerfredens Art. 4, blev Afstaaelsen ikke uden
videre gennemførlig, og Sverige maatte finde sig i, at Foreningen
mellem de to Lande baseredes paa Norges eget Samtykke og ikke
direkte paa Kielertraktaten. Og en anden Sag er det ligeledes, at
man i nyere Tid ikke vilde finde det billigt eller rimeligt, at et
helt Folks Skæbne afgøres uden dets eget Minde.
Paa lignende Maade var det utvivlsomt fuld folkeretsligt
gyldigt, at den dansk-norske Enevoldskonge i 1814 lod Bilandene
blive ved Danmark uden at spørge disse Landes egen
Befolkninger om, hvorvidt de selv ønskede dette eller foretrak at blive
medafstaaet til Sveriges Konge. Til at spørge dem derom havde
han hverken efter Folkeretten eller den gældende Forfatning
nogen Pligt. Men ogsaa her maatte det gælde, at hvis Bilandene
havde rejst Modstand mod Afgørelsen, kunde det have voldet
4) Aschehoug, Norges nuværende Statsforfatning, 1875, I, S. 5.
18) Einar Arnórsson, Réttarstaða islands, Reykjavík 1913, S. 291.
47) Jfr. H. Matzen, Den positive Folkeret, 1900, S, 371 flg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
