Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Afsnit. Begivenhederne i 1814 - XII. Blev der i 1814 begaaet Uret mod de tidligere norske »Skatlande«?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Forbindelse, og efter 1602 er det ogsaa alene fra Danmark, at
Handelen med Island og Besejlingen af Island foregaar. Med
Norge faar Island ikke mere noget at gøre. Allerede i 1649
hylder Islænderne Frederik III som begge Rigers Konge, ikke alene
som Norges Konge”). Og efter Enevældens Indførelse aflægger
de 1662 Arvehyldingseden til Frederik III som Danmarks og
Norges Konge og Arveherre til Island og absolut Regent, og den
særlige norske Konge og den gamle Overenskomst med ham af
1262 er da helt gaaet ud af Sagaen.
Hvorledes stillede Islænderne sig da nu i 1814? Hører vi om
nogen Misfornøjelse med den trufne Afgørelse eller om noget
Ønske om igen at komme ind under Norge?
Idar Handagard henviser til og har i ny Udgave udgivet et
i Christiania 1815 udkommet Skrift af en Islænder, Gisle Johnson:
»Et Par Ord til Moderlandet Norge«, hvori det kræves, at »alle
de Lande, Øer og Dele, som forhen have tilhørt Kongeriget
Norge« — Gisli Johnsson taler saaledes ikke alene paa Islands
Vegne — »fremdeles og til evig Tid maa og bør blive forenede.«
Men en saadan enlig Røst i 1815 betyder ligesaa lidt som, at en
anden enlig Islænder, Jon Duason, i 1928 forsvarede en juridisk
Doktordisputats i Oslo, hvori han hævdede Jslands Ret til
Grønland som en Island tilhørende Koloni lige fra Grønlands første
Bebyggelse og til Nutiden”). Bag dette nyislandske Skrift staar
næppe ret mange forstandige Islændere paa Island selv. Og fra
de omkring 1814 paa Island bosatte Islændere hørtes heller ingen
Røst, der krævede, at Landet skulde bort fra dets rette
Arveherre og Konge og gives ind under en ny Sveriges og Norges
Konge. Og hvorledes skulde Islænderne vel ogsaa tænke derpaa?
De havde jo selv i 1662 hyldet Frederik III og hans
Efterkommere som Islands Arveherrer, og de beholdt jo den samme Konge
som før og ganske det samme Styre som før. Men med Norge
havde de i 300 Aar i Virkeligheden næsten ikke haft noget at
gøre. Og Minderne fra den gamle norske Tid var jo ingenlunde
heller altfor gode.
52) Se foran S. 63.
53) Jon Duason, Grønlands statsretlige Stilling i Middelalderen, 1928.
Se om dette Skrift mine Afhandlinger i »Tidsskrift for Retsvidenskab« for
1929, S. 104—166, og for 1931, S. 174—179.
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
