Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Liv i Rusland. 173
Ære, at hun er saa trofast af sig," hører Tanja
bag sig den formanende Stemme af deres gamle
Faster, som ingen af Børnene kan lide, fordi de
anser hende for falsk. Saavel Broderens Haan
som Fasterens sursøde Ros gjør et ubehageligt,
afkølende Indtryk paa Tanja. Hun har fra sine
tidligste Aar aldrig kunnet taale, at Personer,
som er hende ligegyldige, prøver paa at trøste
hende i en Sorg. Derfor støder hun Haanden,
som Fasteren kjærtegnende har lagt paa hendes
Skulder, hæftig fra sig og mumler i en fortræde-
lig Tone: ,,Jeg er hverken bedrøvet eller trofast
af mig!f og skynder sig ind til sig selv.
Synet af den tomme Skolestue er lige ved
at fremkalde et nyt Graadanfald hos Tanja, og
det er kun Tanken om, at ingen. længer kan
hindre hende.i at være sammen med Søsteren,
saa meget hun vil, der trøster hende en Smule.
Hun beslutter sig til strax at smutte ind til An-
juta og se, hvad denne har for.
Anjuta gaar op og ned i den store Sal —
hendes stadige Vane, naar noget særligt optager
eller ængster hende. Hun ser da altid yderst
tankefuld ud, de straalende blaagrønne Øjne
bliver aldeles gjennemsigtige og opfatter intet af,
hvad der foregaar omkring hende. Hun mærker
ikke engang selv, at hun vandrer i Takt med
sine Tanker — er disse af den bedrøvelige Art,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
