Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174 Sonja Kovalevsky.
bliver ogsaa Skridtene matte og langsomme, men
kommer der Liv i hendes Tankegang, og lykkes
det hende at finde paa et eller andet, gaar hun
bestandig raskere -og raskere, indtil hun tilsidst
formelig løber frem og tilbage i Værelset. Alle
i Huset kjender denne hendes Vane og gjør sig
lystige over den. Tanja har ofte i Smug be-
tragtet Søsteren, naar hun saaledes vandrer op
og ned, og hun vilde saa gjærne vide, hvad
Anjuta saa tænkte paa.
Tanja véd vel af Erfaring, hvor frugtesløst
det er at prøve paa at faa et Ord ud af Anjuta
ved slige Lejligheder, men da hun ser, at Van-
dringen aldrig synes at ville faa Ende, taber hun
tilsidst Taalmodigheden og gjør et Forsøg paa at
tale til hende.
»Anjuta, jeg er saa bedrøvet. Laan mig
en af dme Bøger sat læse 15 beder hunter
øm Tone. Men Anjuta vedbliver at vandre op
og ned, som om hun ikke har hørt noget. Der
bliver atter en Stunds Tavshed.
»Anjuta, hvad tænker du paa?" drister
Tanja sig tilsidst til at spørge. ,,Aa, stands
dog, saa er du sød.”
Du erlendnu meget for lille tilsat
skulde kunne fortælle dig det,” lyder det for-
agtelige Svar.
Men nu bliver Tanja stødt for ramme Alvor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
