Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Liv i Rusland. : 193
Paa denne Maade bragtes hun lidt efter lidt
over paa Anjutas Parti, og Ivan Sergejevitsch
saa” sig snart staa ganske ene.
I det første Øjebliks Forbitrelse havde han
afkrævet Datteren et Løfte om aldrig at skrive
mere, og kun paa denne Betingelse vilde hun
kunne faa hans Tilgivelse. Anjuta kunde natur-
ligvis ikke gaa ind paa at aflægge et saadant
Løfte, og- som Følge—deraf talte de ikke til hin-
anden i flere Dage, og Anjuta viste sig engang
ved Middagsbordet. Elena Pavlovna løb fra den
ene til den anden, overtalende og mæglende.
Tilsidst gav Ivan Sergejevitsch efter, og det første
Skridt paa Indrømmelsernes Vej var, at han sam-
tykkede i at ville høre Anjutas Fortælling.
Oplæsningen gik for sig med stor Højtidelig-
hed. Hele Familien var samlet. Fuldt bevidst
om, Øjeblikkets Vigtighed og Betydning, læste
Anjuta med en Stemme, der skjælvede af Sinds-
bevægelse. Heltindens Stilling, hendes Længsel
efter at komme bort fra den Kreds, der omgav
hende, hendes Lidelse under det Aag af For-
domme, som knugede hende — alt dette lignede
Forfatterindens egne Forhold saaledes, at det
uvilkaarlig maatte springe alle i Øjnene. Ivan
Sergejevitsch hørte i Tavshed til, uden at ytre
et Ord under hele Oplæsningen. Men da Anjuta
var naaet til den sidste Side og, selv med Møje
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
