Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743-1809, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Hvad de franske kalde Jalousie de métier, tror jeg
ikke, man med Rette skal kunne beskylde mig for, i
det mindste er jeg mig det ikke selv bevidst.» Naar
man til Støtte for Anklagen nævner hans bekjendte
Sammenstød med A. J. Carstens, da denne i sin Ungdom
opholdt sig i Kjøbenhavn, maa det erindres, at
Carstens selv netop meddeler, at A. efter at have set
hans tidligste Forsøg vilde drage ham frem og drage
ham til sig. At det kort efter kom til et skarpt
Brud imellem dem, er ikke saa underligt, eftersom
Carstens fra sin Side medbragte en lignende Lyst til
at «nedlægge Indsigelser», som var ejendommelig for
A., ja endog aabenbart brændte af Lyst til at udmærke
sig som Oprører; han karakteriserer selv sin Færd paa
et lidt senere Standpunkt som «starrsinniger Trotz».
Vistnok krævede A. meget for sig selv: Magt,
Indflydelse, en rundelig og anset Tilværelse; men
han satte Pris paa det virkelige og solide Venskab
og var ikke ligegyldig for andres Interesser, naar
de vare Interesse værd. Dette bevises især af hans
Forhold til Thorvaldsen, som er mindeværdigt i vor
Kunsts Historie. A. synes tidligere end nogen anden
at have haft en bestemt Overbevisning om Thorvaldsens
Betydning, og det uagtet den unge Kunstners naive,
bløde, drømmende Natur, der var saa utilgængelig
for lærde Kundskaber, var meget forskjellig fra
hans egen. Han tog sig med den utrætteligste Iver
af Thorvaldsens Sager og gjorde ham uundværlige
Tjenester. Og hans Venskab for Thorvaldsen gjaldt
ikke alene den lovende Kunstner, men strakte sig til
hans rent menneskelige Forhold. Under Begyndelsen
af Thorvaldsens Ophold i Italien hjalp A. uafladelig
hans fattige Forældre. En Ytring af den gamle Fader
i et Brev til Sønnen i Rom fortjener at anføres til
Modvægt mod hint Ry for Egoisme: «Der er ingen af
dine Venner, der har gjort mig noget godt, undtagen
Hr. Justitsraad Abildgaard.»
Men i Venskab gjælder det ikke alene om positive
Tjenester, men ogsaa om Maaden, hvorpaa de ydes:
af Maaden kjender man Hjærtelaget. Og heri har der
vistnok tit været noget stødende ved A.’s Færd. Han
synes temmelig hensynsløst at have paabyrdet
Thorvaldsen Hverv og Kommissioner, der voldte
Omkostninger, uden at være tilstrækkelig redebon
til at dække disse. Og han taler lidt vel meget om
sin Protektion. «Vær De ganske rolig», skriver han,
«jeg har en Gang været saa heldig at kunne bidrage
noget til Deres Vel, og jeg slipper sjældent halvgjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
