Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian, 1805-75, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Modsætninger og uden Sammenhæng mellem de fremmanede
Tanker foretagne Behandling af den gamle Folkevise,
der ydermere havde det Uheld at fremkomme samtidig
med et, hvad Tanke og Form angaar, saa behersket
og dog saa umiddelbart tiltalende Digterværk som
Paludan-Müllers «Amor og Psyche», hvis talrige
Skjønheder helt overskyggede endog de virkelig
poetisk tiltalende Enkeltheder i A.s Digt. Vinteren
tilbragte A. i Rom og Neapel og kom over München,
Wien og Dresden tilbage til Kjøbenhavn i Sommeren
1834. Han havde da med sig de første Kapitler af
Romanen «Improvisatoren», som var begyndt i Rom og
fortsat paa Hjemrejsen.
«Improvisatoren» udkom i Begyndelsen af 1835. Med
denne Roman vandt A. et stort Skridt frem i almindelig
Anerkjendelse, og Kritikken paaskjønnede Fremgangen
i hans Forfatterskab, skjønt den ikke lukkede Øjnene
for de betydelige Forsyndelser mod episk Holdning,
Bogen gjør sig skyldig i. Som Tilfældet er ogsaa i
de følgende Romaner, og som det maatte ventes af en
med sig selv saa beskjæftiget, i sin dybeste Bund
endnu saa lidet udarbejdet Natur som A.s, svækker
i «Improvisatoren» Selvbeskuelsen Forfatterens Evne
til Karakterskildring som overhovedet til en fyldig og
fast kunstnerisk Ordning af Stoffet; Fremstillingen af
Geniets Kamp med Verden spiller overvejende kun paa
en enkelt Stræng: Miskjendelsen og Tilsidesættelsen,
uden at Forfatteren har nogen dybere Opfattelse af,
hverken hvad Geniet eller hvad «Verden» egentlig er,
og som Følge heraf heller ikke af de mangfoldige
grundvæsentlige Modsætninger imellem dem, som have
en ganske anderledes afgjørende Betydning end den
barnlige Higen efter Paaskjønnelse. Et alvorlig
stillet Spørgsmaal om Livskampen i denne Skikkelse
besvarer «Improvisatoren» derfor ikke; men den har i
mange livlige Episoder noget umiddelbart tiltalende,
og dens Billeder af italiensk Natur og Folkeliv
vidne om et usædvanlig modtageligt Gemyt og en ikke
mindre ualmindelig Evne til at fastholde de saaledes
opfangede Billeder i faa prægnante Træk, en Evne,
som ogsaa lagde sig for Dagen, naar A. som mundtlig
Fortæller skildrede Staffagen for de Oplevelser, han
selv var Midtpunktet i. En barnefrom, ren og kysk
Grundstemning raader i denne som i de øvrige Romaner,
for hvilke ogsaa en pudsig lille Skavank er fælles:
Lysten til i Citater (Kapitel-Mottoer, Paralleler)
at pynte sig med en Belæsthed i fremmede Litteraturer,
som alene paa Grund af A.s mangelfulde Sprogkundskaber
var og maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
