Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Jens, med Tilnavnet Beldenak (med den skaldede Nakke), -1537, Biskop i Fyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Næsbyhoved Slot), Otto Porsfeldts Drab, gejstlige
Overgreb, alt toges op igjen, men frem for alt
hans Overskriden af Instruxen 1503, hvorfor Kongen
forlangte som Erstatning den umaadelige Sum af
80000 Gylden (120000 Mark); dertil var Summen voxet
med Rente og Rentes Rente. Hans dristige og snilde
Forsvar aftvang selv den snu Italiener Beundring. Men
hvor ubilligt det end var, at han alene skulde være
Syndebuk, især da Kong Hans selv havde ratificeret
Traktaten, saa kunde det dog ikke nægtes, at han
havde overtraadt sin Instrux, og Kongen vilde
have Penge. Han maatte derfor vandre i Fængsel,
indtil Betalingen skete, først i gejstlig Varetægt
hos Ærkebispen af Lund, senere, da han ikke vilde
falde til Føje, i strængt Fængsel paa Vordingborg og
flere Steder; først imod Slutningen af det 2-3aarige
Fangenskab fik han Lov til at nyde frisk Luft en Times
Tid om Dagen. I April 1520 var han endelig knækket;
han maatte forpligte sig til paa Livstid at overlade
Kongen de to Tredjedele af Bispestolens Indtægter,
der fra nu af paa Kongens Vegne oppebares af Provst
Hans Hansen.
Efter Udsoningen fulgte han med Kongen til Sverige;
hans juridiske Spidsfindighed skulde her bruges. I
en Haandevending gjorde han ved de dristigste
Fortolkninger af «St. Eriks Lov» Sverige fra
et Valgrige til et Arverige og Christian II
til dets rette Arving, først i Rigsraadsmødet
i Graabrødrekirken, senere som Folketaler under
Hyldingen paa Brunkeberg. Faa Dage efter Kroningen
var han Formand i den uhyggelige gejstlige Ret, der
afsagde Kjætterkjendelsen over den afdøde Sten Sture
og hans Medhjælpere. Dog var han næppe indviet i de
hemmelige Planer om Blodbadet; thi da den Efterretning
kom til de forsamlede gejstlige, at Biskopperne af
Strengnæs og Skara førtes til Skafottet, vilde han
ikke tro det og ilede til Kongen for at hindre det,
men standsedes af Diderik Slagheck. Dog tog han
senere med Glæde mod Strengnæs Bispedømme som en
Slags Erstatning for Tabene i Fyn. Da de henrettedes
Lig i flere Dage henlaa ubegravede, sagde han paa
sin spydige Maade til Kongen: «Her slagtes flux,
Herre! det vil give en ond Stank.» Kjætterligene
bleve da brændte. Ved Kongens Tilbagerejse forblev
han i Stockholm som Medlem af Regeringen i Forening
med Gustav Trolle og Diderik Slagheck. Vistnok den
mest begavede og mindst onde af disse tre havde
han dog ikke Statsmandsdygtighed til at styre et
Land. Indre Splid og ynkelig Prokuratorfiffighed
fortærede Regeringens Kraft. Han og Gustav Trolle
klagede indtrængende til Kongen over Diderik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
