Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. Arentskjold, Ezechias Levin, 1682-1744, Officer - Arentz, Frederik, 1699-1779, Biskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
byggede og indrettede sit Hus prægtig, men var ogsaa
i Pengeforlegenhed. I Rensborg sagdes om ham efter
hans Død: «frolich gelebt, selig gestorben». – Han var
gift med Anna Barbara v. Rheder, der overlevede ham.
P. C. Bang.
Arentz, Frederik, 1699-1779, Biskop, født i
Throndhjem 3. Dec. 1699 (efter hans egen Angivelse,
ikke 1702). Faderen var Hans Petersen A., Sognepræst
til Stadsbygden (d. 1720), Moderen hed Susanna
Schreuder (d. 1742). Han gik i Throndhjems Skole,
da Finne-Missionen ved Thomas v. Westen begyndte
(1716), og han maa en Tid have tænkt paa at give
sig i dennes Tjeneste, da han hørte til de første
Disciple, der meldte sig til det (13. Febr. 1717)
oprettede Missionsseminarium. Han deponerede 1718,
tog 12. Sept. 1719 Examen theolog. og prædikede
21. Sept. til Dimis. Man kan tænke sig det som en
Virkning af T. v. Westens Undervisning, at han nu
søgte en videre Uddannelse ved Universitetet i Halle,
hvor Francke blev hans Lærer. Da hans Fader døde
(23. Maj 1720), maatte han vende tilbage til Hjemmet
og tage ud som Huslærer til 1727, da han som Hovmester
for en ung Mand skulde udenlands. Kjøbenhavns
Ildebrand gjorde denne Plan til intet. Han var
imidlertid kommen til Kjøbenhavn, hvor et nyt Uheld
traf ham, da han mistede sin Fædrenearv ved en
Kavtion. Under disse Omstændigheder var han lykkelig
ved 1729 at blive udnævnt til Sognepræst til Askevold,
et af Bergens Stifts betydeligste, men mest søhaarde
Kald. Her virkede han i 31 Aar som Sognepræst og fra
1748 som Provst i Søndfjord, og ved sin utrættelige
Flid bragte han den i Raahed og Sløvhed dybt nedsunkne
Menighed til et saa højt Trin af kristelig Oplysning,
at næppe nogen anden i Stiftet kunde stilles ved
dens Side. Han var lykkelig her og vilde aldrig have
flyttet, hvis han ikke ved de stærkeste Overtalelser
var bleven nødt dertil. 1759 blev Nykirkens Sognekald
i Bergen ledigt, og Forholdene gjorde det aldeles
nødvendigt, at her blev sat en Mand, som – i Tilfælde
– kunde overtage Bispeembedet. Dets Indtægter gik
som Løn til Prokansleren Erik Pontoppidan, og dets
Indehaver Ole Tidemand, der uden Løn havde bestyret
det siden 1754, maatte med Grund vente at erholde den
næste ledige Bispestol i Norge. Her spurgtes altsaa
efter en Mand, der kunde være Biskop og vilde til
en Tid være det uden Løn. A. saa en Guds Kaldelse
i Tidemands overtalende Breve og modtog Nykirkens
Sognekald 1760, som det synes, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
