Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arrebo, Anders Christensen, 1587-1637, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
prosaiske Udtryk. Endelig viste A. sig her efter Tidens
Forhold som en stor Verskunstner, der indførte helt
nye Former: Hexametret, og det ikke blot rimet,
men dobbelt rimet, med Overholdelse af Betoningens
Love og korrekt Skansion efter Opitz. Da denne
Form efterhaanden blev ham for stiv og vanskelig,
slog han over i Originalens her lige saa ubekjendte
Versemaal, den franske Alexandriner, som siden gjennem
halvandet hundrede Aar blev mere og mere herskende
i vor Digtning, især i heroisk og højere Poesi.
Det er nu vistnok et Spørgsmaal, om denne A.s
Reform var lige saa heldig, som den ustridig var
betydningsfuld. Renaissancens lærde Kunstdigtning var
et fremmed Produkt, der i de nordiske Lande aldrig
slog national Rod, og hvori vort Folk aldrig lærte at
udsynge, hvad der laa det paa Hjærte. Dens rhetoriske
Stil og mythologiske Pynt stod os ikke mindre fjærn
end de kunstige, strængt regelbundne Former, som
fordreve den gamle, friere og ægte nordiske Folkesangs
tone. Denne Digtning blev egentlig aldrig andet end
rimet Prosa for de lærde og en formel Gymnastik,
hvorved Sproget uddannedes til et bekvemt Redskab for
den poetiske Tanke, da denne langt om længe vaagnede
igjen. I vore Dage fristes man let til at finde mere
ægte Poesi i de for Resten ubetydelige og formelt
fejlfulde Lejlighedsdigte fra A.s Ungdom, hans Vise
om Kalmars Erobring 1611 («O Danmark, hør og mærk!»),
Sørgedigtet over Dronning Anna Cathrine 1612 og Bønnen
mod Pesten 1618 eller i hans før omtalte Improvisation
ved Gildet paa Østraat:
Skam saa faa den ledige Fin,
Christoffer monne afrette,
Christ give Hr. Anders et bedre Sind,
Han Trolddom mon’ forgjette.
De ædelige Præster og de rige – osv.
De vise, hvilken Tone der laa ham naturlig paa Tungen,
naar han fulgte sin øjeblikkelige Indskydelse og ikke
arbejdede efter fremmed Mønster i bestemte litterære
Formaals Tjeneste. I samme Aand, den gudelig enfoldige
Folkevises, er endnu hans Salmeoversættelse trods den
større Omhu, der er anvendt paa Formen. Men denne
gamle Poesi var udlevet, og A. formaaede ikke at
kalde den frem paa ny. Tidsforholdene maatte ganske
naturlig føre os ind i de Udviklingsstrømninger,
der gik gjennem hele det øvrige Evropa, indtil vi ad
lange Omveje atter kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
